Godmorgen
Velkommen til den første dag i vinterferien og dermed ikke overraskende til det, der ligner en stille dag på nyhedsfronten. Men vi har dog finkæmmet nyhedsbilledet og sammensat et ganske stærkt erhvervsoverblik til netop dig.
Ny lovgivning på vej rettet mod Huawei
Frygten for, at kinesisk industrispionage er de seneste måneder taget til og kulminerede for to måneder siden, da Wanzhou Meng Huaweis finansdirektør og datter af firmaets øverste direktør blev anholdt i Canada.
Nu vil den britiske regering med ny lovgivning gøre det umuligt for udenlandske teknologivirksomheder som netop kinesiske Huawei at deltage i "strategisk betydningsfulde" infrastrukturprojekter i Storbritannien.
Det skriver avisen The Sun på baggrund af kilder i regeringen.
Ifølge avisen er der angiveligt en udbredt frygt blandt højtstående ministre og embedsfolk og i efterretningstjenesterne for, at kinesisk indblanding i eksempelvis en forestående udrulning af 5G-internet kan blive brugt til spionage. Den nye lovgivning skal blandt andet gøre det sværere for britiske teknologiselskaber at vinde offentlige udbud, såfremt man benytter udstyr fra Huawei.
Også i USA vækker udrulningen af 5G bekymring. USA's præsident, Donald Trump, vil i næste uge underskrive et dekret, som vil forbyde kinesisk telekommunikationsudstyr i USA's mobile netværk. Det erfarer det amerikanske magasin Politico fra tre unavngivne kilder ifølge Ritzau.
Beslutningen ventes at blive truffet inden en vigtig branchekonference i slutningen af februar i Barcelona, Mobile World Congress (MWC), og den skal ses i sammenhæng med Trump-administrationens mål om at beskytte vigtig infrastruktur mod cybertrusler.
Læs meget mere om Huawei-sagen her.
Belån din friværdi
Nyt lånekoncept giver boligejere adgang til at belåne deres friværdi afdragsfrit og kun betale renter af beløbet, hvis værdien af boligen er steget, når pengene skal betales tilbage.
Deeds Capital har forhenværende skatteminister Carsten Koch som bestyrelsesformand, og forretningsmodellen er kort fortalt at belåne op til ti procent af boligens værdi afdrags- og rentefrit, indtil boligen skal sælges, eller indtil boligejeren vælger at købe Deeds Capital ud. Det kan tidligst ske efter tre år. På dette tidspunkt skal Deeds Capital til gengæld have 25 procent af den værdistigning, der er sket. Hvis boligen er faldet i værdi, skal Deeds Capital have lånets hovedstol tilbage – fratrukket ti procent af faldet i boligens værdi.
»Vi tror, at der er penge at tjene på boligmarkedet ved at gøre tingene på en ny måde. Vi har en forhåbning om, at vi kan gøre op med det traditionelle boligfinansieringsmarked, som er blevet for statisk,« siger Teit Varming, administrerende direktør for Deeds Capital.
Presset stiger på Falck
Afsløringen af Falcks ulovlige metoder over for den hollandske konkurrent Bios får nu flere regionsrådsformand til at overveje, hvorvidt man skal hjemtage ambulancedriften. Det skriver DR Nyheder.
»Jeg er rystet over, hvad Falck har gjort i den her sag,« siger formand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S). Han overvejer på den baggrund at følge i fodsporene på Region Syddanmark. Det er den eneste region i landet, der ikke bruger Falck.
Ud over Region Sjælland overvejer også Region Midtjylland og Region Nordjylland at gøre det samme, skriver DR Nyheder.
Finans.dk har også taget sagen under behandling, og erhvervsmediet kan berette, at Falcks bestyrelse allerede i sommeren 2015 en meget direkte advarsel om, hvad der foregik. Det viser dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i hos Region Syddanmark.
Ifølge dokumenterne indskærpede regionen i 2015 flere gange over for Falck, at selskabet var kontraktligt forpligtet til loyalt at medvirke til overdragelsen af ambulancedriften. Både næstformand Lene Skole og bestyrelsesformand Peter Schütze bekræfter, at de fik brevet, men topchef Allan Søgaard Larsen »betryggede« dem i, at der intet var at komme efter.
Chr. Hansen vil satse på planter
Ingrediensgiganten Chr. Hansen vil i fremtiden satse hårdt på løsninger indenfor plantebeskyttelse, dyresundhed og udvikling af medicin til mennesker.
Topchef i selskabet, Mauricio Graber, fortæller, at det er divisionen Health & Nutrition, der skal investeres i. Health & Nutrition står i dag for 21 pct. af selskabets samlede omsætning, og målet er en vækst på 50 pct. i afdelingen.
Satsningen på sundhed og planter går ifølge Mauricio Graber hånd i hånd med nogle af de udfordringer, som verden står overfor, herunder en befolkningsvækst på to mia. mennesker frem mod 2050.
Det skal investorerne holde øje med
Selvom mange danskere nok nyder vinterferien i denne uge, så er der rigeligt at se til fra investorernes side i den kommende uge, skriver seniorstrateg i Nordea, Andreas Østerheden. Både på nøgletalsfronten og på den politiske scene.
Investorernes øjne vil i dag være rettet mod Storbritannien, hvor vi får BNP-tal for fjerde kvartal. Brexit har i været med til at sætte den britiske vækst under pres, og det bliver interessant at se, hvordan fjerde kvartal sidste år udviklede sig i lyset af de udfordringer, den britiske premierminister Theresa May har haft med at få en vedtaget en aftale for det britiske exit fra EU. Derudover får vi også tal for bl.a. industriproduktionen i Storbritannien.
Og det er ikke det eneste interessante vedrørende Storbritannien i dag, da vi også i løbet af dagen kan følge den mulige nyhedsstrøm, når brexitminister Stephen Barclay der møder EU’s chefforhandler Barnier omkring problematikken vedr. den grænsen til Irland (hårdknuden vedr. den såkaldte ”backstop”). Det er kerneområdet der lige nu skaber problemer for at få en aftale i stand inden d. 29. marts.
Sidst men ikke mindst vil der være fokus på Kina, vis indenlandske børser har været lukket hele sidste uge pga. det kinesiske nytår. Vi bør i de kommende dage få kredit-data og når disse data kommer, vil fokus være på et fortsat stabilisering i disse data. Den kinesiske vækst har længe været i investorernes søgelys, fordi den har vist svaghedstegn, som følge af handelskonflikten og regeringens fokus på finansielle ubalancer. Men den kinesiske regering har vist sig villig til at lempe på deres politik for at få væksten i gang, hvorfor vi også forventer en stabilisering i løbet af første halvår i år.
Markedet lige nu:
De kinesiske markeder er åbne igen efter en uges nytårsfejring, men de japanske markeder er dog lukket mandag for en lokal helligdag.
Hongkongs Hang Seng +0,2
China Shanghai Composite +0,8
China CSI 300 +1,3
Taiwan Taiex +0,9
Sydkoreas Kospi -0,1
Indiens BSE Sensex -0,5
Singapores STI -0,5
Sydney ASX 200 -0,3