Frygt for grøn afsporing efter Eldrups exit

Anders Eldrup udviklede DONG Energy fra et primært sort energiselskab til en grønnere koncern i sværvægtsklassen - nu skaber hans fyring frygt for tilbagefald.

DONG Energys satsning på klimavenlige energiformer frygtes at visne, efter at Anders Eldrup ikke længere står i spidsen for energikoncernen. Her en vindmølle foran Avedøreværket. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt i den eskalerende DONG-skandale spiller de to tal 15 og 85 en ganske særlig rolle. Tallene er nemlig med til at tegne hovedsporet for Anders Eldrups tid som topchef i energiselskabet.

Da Eldrup i 2001 tiltrådte som adm. direktør i selskabet, der dengang hed DONG A/S, var fordelingen mellem grøn og sort energi 15 mod 85 pct. i den sorte energis favør.

Siden har selskabet skiftet navn til DONG Energy og lukket adskillige kulkraftværker, og målet er at vende brøken, så 85 pct. af DONGs energi kommer fra grønne energikilder om 30 år.

Sidste uges uventede og dramatiske fyring af Anders Eldrup har skabt både ledelseskaos i DONG og forvirring om udviklingen af Danmark som grøn nation.

Miljøorganisationer og kilder tæt på energiselskabet frygter, at Anders Eldrups exit vil skade udviklingen af den grønne dagsorden, som Eldrup var bannerfører for gennem satsningen på havvindmøller.

Grøn profil under pres

På relativt få år formåede koncernchefen med sin tætteste partner - underdirektør og tro væbner Jakob Baruël Poulsen - ved sin side at gøre DONG Energy til Nordeuropas bedste og største internationalt fungerende offshorevindmøllevirksomhed.

Det siger en række kilder med stort kendskab til selskabets udvikling til Berlingske Business.Blandt en række miljøorganisationer modtages Anders Eldrups afsked med ærgrelse.

»Man kan frygte, at der kan komme et tilbageslag for den grønne profil i DONG, fordi vi betragter Eldrup som klart den meste ambitiøse i hele virksomheden på den dagsorden,« siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder i Greenpeace.

Han henviser til flere af de grønne mål, som Anders Eldrup har gennemført.

»Vi har haft små, uformelle møder med ham i forskellige forbindelser, hvor vi har oplevet ham som meget lyttende, og han har i vores øjne været med til at tegne billedet af det grønnere DONG. Det har været meget positivt, navnlig fordi der også er kræfter i DONG, som ønsker noget helt andet,« siger Tarjei Haaland.

Hos Verdensnaturfonden, WWF, ser generalsekretær Gitte Seeberg også positivt på DONGs grønne udvikling de senere år.

»DONG har længe været inde i en god gænge på den grønne dagsorden. De har været ambitiøse. Det håber vi naturligvis, de fortsætter med at være,« siger hun.

Opfattelsen deles af præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

»Vi er meget tilfredse med den grønne omlægning, som DONG har været igennem - og det er en linje, som vi håber, at en ny adm. direktør i selskabet vil fastholde,« siger præsidenten.

Opgør mellem formand og topchef

Det officielle argument for at fyre Anders Eldrup var i sidste uge, at han har givet en række nære medarbejdere - primært Jakob Baruël Poulsen - helt ekstraordinære forhold i DONG uden at informere bestyrelsen.

Nu tegner der sig imidlertid et billede af et opgør mellem bestyrelsesformand og den tidligere koncernchef, der går væsentligt længere tid tilbage. Tilsyneladende har Schur, der også er formand for SAS og PostNord, længe fundet Anders Eldrup for dristig og lidt for selvstændig i den storstilede omlægning fra kulkraft til satsning på havvindmøller til produktion af el.

Således forsøgte Eldrup ifølge Berlingske Business’ oplysninger så sent som i efteråret at forfremme sin nære samarbejdspartner Jakob Baruël Poulsen til koncerndirektionen, men det blev forpurret af blandt andre bestyrelsesformanden.

Alt tyder nu på, at Fritz Schur og Anders Eldrup var raget uklar om DONGs strategi, og at det er den dybereliggende årsag til bruddet, vurderer kilder tæt på fusionsprocessen i 2005-2006 og den efterfølgende grønne satsning.

En mislykket brandslukning

»Eldrup har virkelig skabt en meget grøn profil for virksomheden gennem de seneste seks til syv år. For Schur handler det mest om at komme af med Eldrup som eksponent for den grønne satsning. Schur har ikke turdet fjerne nogen med havvindmøller som argument, men nu fandt han en anledning i sagen om, at Eldrup blandt andet har forgyldt Jakob Baruël Poulsen,« siger en kilde tæt på energiselskabet.

Fritz Schurs håndtering af Anders Eldrups exit får en hård medfart fra flere sider. En kilde med omfattende viden om udviklingen i DONG Energy ser Fritz Schurs kraftige udmeldinger og fyringen af Anders Eldrup som et forsøg på brandslukning, efter at Rigsrevisionen begyndte at interessere sig for sagen. Dog en mislykket en af slagsen.

»Som bestyrelsesformand er det uklogt at give et selskab den slags chok. Min bekymring er, at han ikke har været sin opgave voksen. Det handler om, at Fritz Schur har opdaget ting, han ikke kendte til, og som han erkender, at han burde vide,« siger kilden og uddyber:

»Nu er Rigsrevisionen blevet sat på, og så ønsker Schur at fremstå, som om han har styr på sagen. Men det eneste, som Schur med rette er blevet snydt for, det er den aftale med Baruël. Og derfor griber han så hårdt til værks og fyrer direktøren for at vise handlekraft.«

Pointen er ifølge kilden, at fyringen af Eldrup kunne være håndteret langt bedre af DONG-bestyrelsen ved at lade koncernchefen fratræde om seks måneder. Nu er DONG Energy i stedet kastet ud i en eskalerende krise, der kan gøre varig skade på selskabet.

Hverken bestyrelsesformand Fritz Schur eller Anders Eldrup har ønsket at kommentere sagen, før den interne advokatundersøgelse er fremlagt. Den ventes senest om en uge. Samtidig har statsrevisorerne åbnet for, at Rigsrevisionens granskning af DONG også kan komme til at omfatte bestyrelsens rolle.