Frygt for anke til Højesteret dæmpede gemytterne

Glæden over frifindelsen var umiddelbar - men som flere af de nu frifundne i Roskilde Bank-sagen påpeger, så er sagen ikke slut, før det står klart, om Finansiel Stabilitet vil anke.

Foto: Thomas Lekfeldt. Ib Mardahl-Hansen er blandt de frifundne bestyrelsesmedlemmer i Roskilde Bank
Læs mere
Fold sammen

Den tidligere ledelse og revision for Roskilde Bank blev tirsdag kl. 10 frifundet pure i Østre Landsret for et erstatningsansvar på en milliard kr. rejst af statens oprydningselskab, Finansiel Stabilitet.

Oprydningsselskabet har nu fire uger til at anke, og en ren frifindelse virker i hvert fald ikke afskrækkende i sig selv. For et par måneder siden blev ledelsen i Amagerbanken frifundet i byretten i Lyngby, alligevel har Finansiel Stabilitet anket dommen til landsretten.

Tidligere bestyrelsesmedlem i Roskilde Bank Ib Mardahl Hansen havde valgt ikke at give fremmøde ved domfældelsen i dag.

»Jeg regnede helt bestemt med at blive frikendt, og det ville jeg hellere fejre med min familie end med pressen og mine modparter. Skulle det utænkelige ske, at jeg ikke blev frikendt ville jeg blive meget vred, og så kan jeg let få sagt eller gjort noget, jeg senere vil fortryde. Derfor blev jeg væk,« siger Ib Mardahl, som i stedet gik en lang tur i skoven og afventede besked om resultatet fra sin advokat.

Også Ib Mardahl er optaget af, om Finansiel Stabilitet vælger at anke landsretsdommen til  Højesteret eller ej.

»Man kan jo spekulere på, om Finansiel Stabilitet vil anke! Nu har de brugt en halv milliard af skatteydernes penge på retssagerne i Amagerbanken og Roskilde Bank. Og hvis de taber begge, må »nogen« vel overveje, om begge sager ikke skal sluttes. Gad vide, hvordan Henrik Bjerre vil stå tilbage efter endnu et nederlag?« siger Ib Mardahl.

Finansiel Stabilitet har under den lange sag været repræsenteret af advokatkontoret Gorrissen med partner Christian Alsøe i spidsen. Advokaten har ingen kommentarer til landsrettens frifindelse og heller ikke til, hvorvidt oprydningsselskabet påtænker at anke sagen eller ej:

»Du må spørge hos Finansiel Stabilitet,« siger han kortfattet.