Frossent vand og mad til døren: Der er mange millioner i danskernes bekvemmelighed

Isterningproducenten PlusIce kan få danskerne til at hive 20 kr. op af lommen for to kilo frossent vand. De sælger årligt mange tusinde ton. Flere virksomheder tjener på convenience-bølgen og danskernes efterspørgsel på lette løsninger, mens dagligvarehandlen er udfordret af den øgede konkurrence.

Lars Anton Christensen (t.v.) og Tommy Anton Christensen (t.h.) driver sammen med deres far, John Anton Christensen, isterningevirksomheden PlusIce, der de seneste år har haft øget vækst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Når du handler i supermarkedet, kan du lægge snittede frem for hele gulerødder i kurven. Du kan købe suppen, der har kogt i otte timer, og lade porrer, jordskokker og kartofler blive på hylderne. Gider du ikke eftermiddagsræset i Føtex, kan du få ingredienserne leveret i måltidskasser – eller måske som mange andre betale et af de blå cykelbude 40 kroner for at få kyllingesalaten bragt til døren.

Fænomenet er blevet døbt »convenience« og dækker over madtilbud, der henvender sig til dem, der hellere vil bruge fritiden på noget andet end at jonglere med gryderne i køkkenet. Og mulighederne bliver kun flere og flere. Nogle virksomheder rider på bølgen, mens den for andre er en udfordring.

En af de virksomheder, der tjener på danskernes efterspørgsel på lette løsninger, er isterningeproducenten PlusIce, der leverer isterninger til landets store detailkæder. De sidder i dag på en fjerdedel af det danske marked og har siden 2015 tredoblet deres bruttofortjeneste. I år har de en forventet omsætning på 9,5 millioner kroner.

»Vi får flere og flere kunder, og vi kan afsætte alle de isterninger, vi fremstiller, så vi går i gang med at udvide fabrikken i vinterhalvåret for at kunne øge vores produktion,« siger Lars Anton Christensen, partner i PlusIce.

Den varme sommer har været med til at sikre en bedre omsætning end de forrige år, men virksomheden regner også fremover med et stigende salg.

»Det har jo været en hel vild sommer, hvor vejret har haft indflydelse på omsætningen, men det har også været en øjenåbner for mange, at de overhovedet kan købe produktet. Derfor forventer vi, at der bliver solgt endnu mere igen næste år, selv om vejret måske ikke bliver helt lige så godt,« siger Lars Anton Christensen.

Vi vil have salat fremfor pizza – og måltidskasser til døren

PlusIce er langtfra den eneste virksomhed, der tjener penge på forbrugernes bekvemmelighed. 7-Eleven, der er indbegrebet af convenience, har næsten 20-doblet sit overskud fra 2014-2017. Kæden har været i stand til at udvikle sig fra at være et sted, hvor børnefamilien købte mælk efter supermarkedernes lukketid, og de studerende købte hotdogs på vej hjem fra byen, til også at tilbyde danskerne nemme og sunde måltider, når de er på farten.

Det er ikke kun varerne på hylderne, men også kædens service, der har udviklet sig med convenience-bølgen. Tidligere på året indgik 7-Eleven et samarbejde med Just Eat, så du ikke længere behøver at traske ned i den nærmeste hjørnebutik for at få et skud koffein eller en pastasalat.

At få maden leveret lige til døren er en service, som danskerne har taget til sig. I løbet af de seneste ti år er andelen af danskere, der har købt dagligvarer på nettet, mere end fordoblet, og måltidskassebranchen omsatte i 2016 for mere end 800 millioner kroner.

»Det er især måltidskasserne, der har succes på grund af convenience-bølgen, fordi de ved at levere maden gør hverdagen nem for forbrugerne og samtidig inspirerer dem til at prøve noget andet end de ti retter, vi alle sidder fast i. Men det går også godt for kæder som 7-Eleven, der både har ramt convenience- og sundhedsbølgen,« siger forbrugerekspert Dorte Wimmer.

Kaster man et blik på restaurantudviklingen de seneste år, er der ifølge Dorte Wimmer ikke kommet flere steder, hvor man kan gå forbi og hente en pizza eller burger. Gadebilledet bliver derimod mere og mere domineret af steder, der sælger nem og sund mad. Det er der, væksten ligger.

Ved siden af PlusIce driver familien Christensen en virksomhed, der fremstiller isterningemaskiner. Ideen til PlusIce opstod, da nogle kunder begyndte at efterspørge isterninger fremfor selve maskinen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Supermarkederne har fået øget konkurrence

Da PlusIce startede for ti år siden, havde de to brødre og faderen, der står bag, ikke turdet håbe på, at isterningevirksomheden ville udvikle sig til det, den er i dag. I begyndelsen læssede den yngste af sønnerne bilen med termobokse og vendte kølerhjelmen mod kunden, når telefonen ringede. I dag fragter virksomheden årligt mange tusinde ton.

30 procent af deres omsætning stammer fra salg til supermarkederne, men mens PlusIce ridder på convenience-bølgen, er den en udfordring for dagligvarehandlen.

»Dagligvarebranchen er udfordret, fordi der hele tiden åbner nye madsteder. Engang var der stort set kun kinagrillen – i dag er der jo en underskov af færdigmad-steder. Vi forsøger at matche det, men selv om vores salg af convenience er steget, udgør produkterne kun en lille del af vores samlede omsætning,« siger Lars Aarup, analysechef i Coop.

Omsætningen inden for dagligvarehandlen er ifølge Dorte Wimmer nogenlunde flad, mens restaurations- og take away-markedet er vokset med 30 procent de seneste fem år. Så danskerne bruger flere penge på madvarer, de ender bare ikke i supermarkedernes kasser.

»Dagligvarehandlen har været for lang tid om at vågne op og komme med på den her måltidsløsning – både i forhold til måltidskasser, men også i forhold til de halv- og helfærdige retter, som du kan tage med dig på farten,« siger forbrugerekspert Dorte Wimmer.

Størstedelen af alle dagligvarer sælges fortsat i supermarkederne, men når Amazon for alvor sparker døren ind til de danske hjem, kan det få stor betydning for dagligvarelandskabet. Onlinekæmpen har et koncept, som hedder »Abonnér & Spar«, som går ud på, at kunderne fast får leveret alt fra toiletpapir til skyllemiddel lige til døren. Hvis danskerne byder konceptet velkommen, kan dagligvarebutikkerne ende med at være for store.

Hver tredje i Region Hovedstaden køber dagligvarer på nettet

Går du en tur i København, Aarhus eller Odense, kan du få øje på flere convenience-tilbud, end hvis du bevæger dig rundt i en af landets mindre byer.

Det store udbud er ifølge Dorte Wimmer en af de væsentligste årsager til, at flest forbrugere i landets største byer køber convenience. Forskellen på, hvor i landet der kan leveres dagligvarer bestilt på nettet, spiller også ind.

En undersøgelse fra 2017 viser, at næsten hver tredje dansker i Region Hovedstaden inden for det seneste år købte dagligvarer på nettet. I resten af landet var det hver femte.

»Hvis du ikke har muligheden for at købe det, eller du skal vente fem dage på at få varerne leveret, så fungerer det ikke for forbrugerne. Det er alfa og omega for, om de synes, det er en god forretning eller ej,« siger Dorte Wimmer.

Men muligheden for at få leveret uden for de store byer bliver større og større. Online-supermarkedet Nemlig.com leverer dagligt varer til dele af Sjælland, Fyn og Jylland og arbejder på at udvide leveringsområdet.

I starten af oktober begyndte også McDonald’s at bringe mad til døren i hovedstadsområdet, så tømmermændsramte kan blive i sengen. Ordningen kører som et forsøg de næste seks måneder, og bliver den en succes, kan den udvides til andre dele af landet.