Fremtidens boliger på samlebånd

Industriel tankegang gør, at Stenløse-byggeri kan holde sig inden for budgetrammerne. Boligselskabet KAB mener, at dets koncept er både billigere og bedre.

Foto: Benita Marcussen
Fabriksfremstillede lejligheder kan være nøglen til at bygge billigere og bedre boliger i Danmark, mener boligselskabet KAB. I Stenløse er de første 66 lejligheder på vej, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Flere af fremtidens boliger i Danmark vil blive lavet på moderne danske fabrikker, som det også sker i Sverige. Det forudser Boligselskabet KAB, som i de kommende tre år planlægger at opføre 2000 almene boliger til en pris, der ligger cirka 30 procent under det normale.

Virksomheden JDL Boligbyg i Ringsted er på vej med de første 66 fabriksfremstillede lejligheder i Stenløse. De bliver et pilotprojekt for KAB's kommende forsøg, der er godkendt i Velfærdsministeriet.

- Vi er meget optaget af at finde nye veje inden for boligbyggeriet. Med stigende byggepriser og stigende grundpriser tror vi meget på industrielt fremstillede lejligheder. De er billigere, og kvaliteten er bedre, siger Jesper Nygård, der er administrerende direktør i KAB, en af Danmarks største administratorer af alment boligbyggeri.

>b>Byggeri holder budget

Projektet i Stenløse var i første omgang sendt ud i licitation, men det eneste bud, der blev afgivet, var 18 millioner kroner for dyrt i forhold til budgettet. Herefter startede dialogen med JDL Boligbyg, som i kraft af de fabriksfremstillede lejligheder kunne holde sig inden for det totale budget på 18.000 kroner pr. kvadratmeter inklusiv byggegrund, tilslutningsafgifter, moms mm.

- Lejlighederne i Stenløse er på mange måder en milepæl inden for dansk byggeri. De vil bane vejen for en helt anden industrialisering af byggeriet i Danmark, end vi hidtil har set, siger administrerende direktør Per Thomas Dahl fra JDL Boligbyg.

Den industrielle tankegang giver ifølge JDL Boligbyg en række fordele. Virksomheden bygger således hele lejlighedskomplekser og overbygninger op i moduler på sin nye fabrik i Ringsted. Herefter fragtes modulerne med lastbiler til de endelige adresser, hvor de kan monteres på meget få dage.

Det gør bl.a. byggeriet mindre afhængigt af vejret, og ventetid på materialer kan også elimineres.De 66 lejligheder i Stenløse ventes at stå klar 1. juli 2008.