Frasalg skaber overskud i Atlantic Petroleum trods nulomsætning

Arkivfoto. Atlantic Petroleum er kommet ud af første kvartal med et overskud. Fold sammen
Læs mere
Foto: GARY CLEMENT

Atlantic Petroleum kom ud af første kvartal med et overskud efter skat på 5,4 mio. kr. Egenkapitalen er dog stadig negativ.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, der blev offentliggjort fredag.

Der har ikke været omsætning i Atlantic Petroleum i kvartalet, der resultatmæssigt til gengæld er positivt påvirket af et frasalg af selskabets aktiviteter i Norge. Frasalget blev annonceret i marts sidste år men er først gennemført i løbet af første kvartal i år.

»Dette forbedrede resultatet i første kvartal med 9,5 mio. kr. Salget af de norske aktiviteter har også reduceret selskabet drifts- og administrationsomkostninger væsentligt. Som led i transaktionen venter Atlantic Petroleum at realisere skatteværdien af et udskudt skatteunderskud i december 2017, der på nuværende tidspunkt estimeres til cirka 25 mio. norske kr. (19,9 mio. kr.) i kontanter,« skriver Atlantic Petroleum.

Selskabets egenkapital var ved udgangen af kvartalet på minus 77,9 mio. kr.

En aftale med London Oil & Gas har dog ifølge Atlantic Petroleum sikret de næste to års drift. London Oil & Gas har stillet et lån til rådighed på 8 mio. pund (68,4 mio. kr.) med mulighed for senere at konvertere lånet til aktier til en kurs på 15 kr. per styk.

Atlantic Petroleum har i maj også solgt sin andel i Orlando-oliefeltet i havet nordøst for Storbritannien. I den forbindelse modtog Atlantic 1 mio. dollar (6,7 mio. kr.) kontant. Pengene bogføres i andet kvartal, og Atlantic har senere ret til at modtage 2 pct. af omsætningen fra de første 5 mio. tønder olie fra Orlando, hvorefter andelen stiger til 4,35 pct. af al produktion derefter.

For hele 2017 venter Atlantic Petroleum fortsat et positivt resultat efter skat.