Fransk politi laver razzia mod Volkswagen

Politifolk har ransaget Volkswagens hovedsæde i Frankrig. Aktionen kommer i kølvandet af den tyske bilgigants snyderi med skandaleombrust software. Den tyske bilproducent kan se frem til gigantiske erstatningskrav.

Foto: AXEL SCHMIDT. Volkswagen har fået barberet en kæmpe luns af selskabets værdi siden »softwareskandalen« ramte offentligheden. 
Læs mere
Fold sammen

Fransk politi kom i weekenden på uventet besøg hos skandaleramte Volkswagens hovedkontorer omkring 90 kilometer nordøst for Paris. En talsmand fra fransk politi oplyser, at målet for ransagningen var at beslaglægge harddiske og oplysninger, der relaterer sig til undersøgelsen af den tyske bilgigants brug af »snydesoftware«.

Den tyske bilproducent har indrømmet at have benyttet sig af software, der har fået dieselbiler til at fremstå mere miljøvenlige i test, end de i virkeligheden er. Svindlen omfatter omkring 11 millioner biler på verdensplan, har Volkswagen indrømmet.

Fransk politi satte razziaen i værk allerede fredag, men aktionen blev først offentlig kendt søndag eftermiddag. I både Tyskland og Italien har myndighederne tidligere udført lignende aktioner.

Europas største bilproducent kan se frem til at blive udsat for omfattende undersøgelser af både europæiske og amerikanske myndigheder. Dertil kommer sagsanlæg fra vrede kunder og aktionærer. Volkswagen har allerede sat omkring 48 mia. kr. til side i forbindelse med skandalen, men selskabets nytiltrådte topchef Matthias Müller var hurtigt ude med en melding om, at det beløb må forventes at stige.

Flere prominente advokatfirmaer er i kulissen begyndt at varme op under den tyske bilproducent med meget store erstatningskrav. Den britiske avis The Telegraph skriver, at Volkswagen kan risikere at få stukket et krav på over 300 mia. kr. i hovedet, hvis det lykkes for det verdensomspændende advokatfirma Quinn Emanuel at samle investorerne om et massesøgsmål.

Skandalen i Volkswagen har været en særdeles kostbar affære for aktionærerne, da der er blevet barberet mere end 190 mia. kr. af selskabets værdi, siden svindelsagen dukkede op offentligheden.

Quinn Emanuel er nu i gang med at kontakte Volkswagens største investorer, som inkluderer stenrige oliefonde i både Norge og Qatar.