Frankrig slukker for nettets forgænger

Det franske Minitel var engang mere populært end internettet. Nu er det slut.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Prøv at søge på ”Minitel” i ComONs arkiv. En af de første artikler der kommer frem har overskriften ”Minitel slår internet”. Den er fra 2001 og fortæller at den franske online-tjeneste Minitel er mere populær end internet i Frankrig. Minitel havde 16 millioner brugere i 2001, mens der kun var otte millioner internet-brugere i Frankrig.

Det skriver ComOn.dk

Spol tiden ti år frem. Internettet har erobret verden, mens Minitel næsten er forsvundet i glemslen. France Telecom har netop meddelt, at man slukker for Minitel til næste år. Det skriver Wall Street Journal.

Hvad er der sket? Det interessante spørgsmål er måske i virkeligheden, hvordan det primitive og farveløse Minitel har oplevet så længe. Teknologien er 30 år gammel og bruger en særlig terminal, der blev lanceret helt tilbage i 1982.

Her kunne man så sende elektroniske post, chatte og hente informationer fra forskellige indholdsudbydere. Minitel blev enormt populært. Faktisk så populært, at det forsinkede udbredelsen af internettet i Frankrig. For man havde jo allerede sit eget, nationale Minitel.

På et tidspunkt hvor nettet stadig trådte sine barnesko kunne man allerede foretage netbanking, hente rejseplaner, bestille billetter og finde de seneste aktiekurser med Minitel.

Det var en guldkalv for France Telecom, der omsatte milliarder med systemet for ti år siden. Der blev udviklet nye og mere brugervenlige adgangsprogrammer, så man også kunne bruge tjenesten fra en almindelig Windows- eller Mac-computer, der kom software til mobile enheder og programmer som automatisk konverterede webindhold til Minitel.

Men alligevel var det kun et spørgsmål om tid, før det lukkede nationale system blev overhalet af det åbne internet. Ligesom amerikanske online-tjenester som Compuserve og AOL, der havde deres storhedstid i halvfemserne.

I 2001 forudsagde analytikere, at Minitel stadig havde 2-5 år at leve i. Men der kom altså til at gå ti år, inden France Telecom opgav at videreføre den tekstbaserede tjeneste.

Det menes at der stadig er omkring en million Minitel-brugere i Frankrig og France Telecom havde sidste år en omsætning på 200 mio. kr. på tjenesten, hvoraf 85 pct. blev sendt videre til indholdsudbyderne. Men det er altså ikke nok til at holde tjenesten kørende.

France Telecom fortæller nu, at Minitel bliver slukket den 30. juni 2012. Mange af de gamle Minitel-tjenester er allerede forsvundet og flyttet over på nettet.

Det ser ud til at Minitel får et blandet eftermæle. Kritikere mener at Minitel er skyld i at Frankrig kom sent på nettet - og i stedet spildte en masse penge på at investere i et lukket system - men der er også mange fans, som fremhæver at Minitel fik franskmændene online og skabte en landsdækkende elektronisk informations-tjeneste.

Desuden er der mange berømte franske internet-iværksættere som Marc Simoncini, stifteren af dating-firmaet Meetic, og Xavier Niel, der står bag telefirmaet Iliad, som fik deres første erfaringer med computere ved at programmere til Minitel.