Siden coronasmitten for alvor begyndte at udvikle sig i foråret, har det fået dramatiske konsekvenser for storbyer over hele kloden. I New York er 60 procent af alle restauranter lukkede, og en halv million indbyggere er rejst fra den coronaplagede amerikanske storby. Men i København er historien en anden.

For spørger man overborgmester Frank Jensen, går Danmarks hovedstad en helt anderledes lys fremtid i møde. Det siger han, selv om ledigheden er steget, erhvervsdrivende er klemt af krisen, og København er en af de hårdest ramte kommuner i landet. Alligevel mener borgmesteren, at byen snart vil vende tilbage til den vækst, der har præget byen i de seneste mange år.