Fra surfer til milliardær

En surftur til Australien ændrede konto­bevægelsen hos GoPros stifter, Nicholas Woodman. I dag kan han kalde sig milliardær.

Efter at have solgt halskæder af muslingeskaller på Californiens kyst for at finansiere sin idé, kan stifter af GoPro, Nicholas Woodman, nu kalde sig milliardær. Foto: Andrew Burton/AFP Fold sammen
Læs mere

I juni 2014 blev firmaet, der skaber actionkameraer, børsnoteret. GoPro laver verdens mest avancerede kameraer, men nu rykker Apple ind på markedet. Et marked, som GoPro ellers har regeret temmelig solidt siden dets spæde begyndelse i 2002. I sidste uge kunne Apple fortælle, at de har fået patent på et actionkamera, der kan styres fra et smartur, og det kostede GoPros aktie et fald på hele 12 procent.

Stifteren af GoPro fylder 40 år til juni, men »fed og færdig« er ikke en oplagt opfølgning. For Nicholas Woodman, stifteren af GoPro, er god for 3,1 milliarder dollar, vurderer Forbes Magazine. Det er dog ikke første gang, konkurrenterne ånder GoPro og Nicholas Woodman i nakken. Flere billigere produkter er kommet på markedet, men alligevel anses GoPro stadig som den førende inden for sit felt.

Da Nicholas Woodman afsluttede universitetsuddannelsen i Californien, stiftede han en marketingvirksomhed, funBug. Det viste sig hurtigt ikke at være en synderlig succes, så i 2002 besluttede han sig for at rejse til Australien og surfe.

Et valg, der viste sig at være et af de bedre. For at filme rutsjeturene i bølgerne spændte han et 35 mm- kamera til sin hånd med et gummibånd. Her opdagede han andre amatørfotografer, som også kæmpede med at fange turen på film, men kvaliteten haltede, eller også var udstyret simpelthen for dyrt. Og det var inspirationen til GoPro.

Men der var mest af alt ekko i pengepungen, så for at få råd til den nye idé købte han halskæder af muslingeskaller fra Bali for 1,9 dollar og solgte dem langs Californiens kyst for 60 dollar. Det kombineret med 35.000 dollar, som han lånte af sin mor og 200.000 dollar, han lånte af sin far, så var pengepungen mættet.

De første beskedne kameraer sad på håndleddet. Sidenhen blev det til digitale kameraer, som i dag kan tilsluttes WiFi, er vandtætte og ganske overkommelige i pris.

I 2004 kom det første store salg, da en japansk virksomhed bestilte 100 kameraer. Derefter fordoblede salget sig hvert år, og i 2012 solgte GoPro 2,3 millioner kameraer.

Hans far, Dean Woodman, er medstifter af investeringsbanken, Robertson Stephensen. Moren, Concepcion Socarras, giftede sig i 1992 med Irwin Federman, som er general partner i investeringsselskabet U.S. Venture Partners.

Til Wall Street Journal har han forklaret: »Jeg voksede op med historien om folk, der etablerede deres egen virksomhed og klarede sig virkeligt godt. Så jeg tænkte, okay, det er det, man gør. Det kan jeg takke min far for.«

Nicholas Woodman høster også takketaler. Han er den person i USA, som har doneret det tredjestørste beløb til velgørenhed som privat person – 500 millioner dollar til Silicon Valley Community Foundation.