Fra Putin til Jordans konge: Her er de involverede i kæmpe skattelækage

Millioner af hemmelige papirer fra skattely verden over afslører de rige og magtfuldes finanshemmeligheder.

Panamas finanscentrum i Panama City er igen i fokus. Næsten 12 millioner dokumenter fra finansselskaber i blandt andet De Britiske Jomfruøer, Panama, Singapore og Schweiz afslører hemmelige selskaber og køb verden over. Luis Acosta/AFP/Ritzau Scanpix

Fem nuværende og tidligere statsledere, flere end 300 politikere og offentlige tjenestemænd og 130 dollarmilliardærer har alle anbragt penge eller drevet forretning fra steder, som er kendt for at holde godt på hemmeligheder og have en lav skat.

Der er ifølge det britiske dagblad The Guardian tale om det største læk til dato af data, som afslører de rige og magtfuldes finanshemmeligheder.