Fra mælkemand til kødkonge: Her er Danish Crowns nye chef

Jais Valeur overtager til november direktørposten i Danish Crown, når Kjeld Johannesen efter 27 år træder tilbage. Men ledelsesrollen bliver dårligt nok ny for Valeur, der har været chef hele sit arbejdsliv.

Foto: Flemming Krogh. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

»Vi er ikke så forskellige, du og jeg,« kunne snart forhenværende Danish Crown-direktør Kjeld Johannesen med rette have sagt til sin afløser, den 52-årige Jais Valeur fra Arla.

Begge har de i sjældent grad været firmaets mænd inden for fødevaresektoren, og begge har de lange lederkarrierer bag sig. Men hvor Kjeld Johannesen er et produkt af slagteribranchen, har Jais Valeur en i dag mere almindelig baggrund fra Handelshøjskolen, hvor han blev cand. merc. i 1986.

Og Jais Valeur ventede ikke i startboksen, da eksamen først var i hus. Hans første job som som salgs- og marketingschef i Arla Foods Ingredients, inden han syv år senere fik sin første direktørtitel på CV'et i det Arla-ejede Cremo Cheese.

Herefter valgte Jais Valeur at forlade Arla og brugte først fire år hos selskabet Fonterra i New Zealand, inden han vendte tilbage til Danmark og en stilling som eksportdirektør i Royal Unibrew.

Ved årtusindeskiftet trak mejerikoncernen Arla dog igen, og Jais Valeur blev udnævnt til salgsdirektør i Arla Foods Ingredients - hvor han i sin tid havde fået sit første job efter studiet.

Jais Valeur har været i Arla lige siden, blandt andet som adm. direktør for Arla Mengniu i Kina og senest som koncerndirektør med ansvar for global marketing, innovation og produktion. En stilling, hvor han har 5.800 medarbejdere under sig.

»Mine år i Arla har været fantastiske, og jeg har været heldig at være en del af denne spændende virksomhed og i spidsen for et hold af inspirerende ledere. Men muligheden for at komme til Danish Crown og være med til at udvikle selskabet fremadrettet kunne jeg ganske enkelt ikke sige nej til, og jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel,« siger Jais Valeur selv om sit jobskifte.

Udover den prominte direktørpost i Arla, har den kommende Danish Crown-topchef også bestyrelsesposter i Royal Unibrew samt i Foss.