Fra hårnål til Rolex: Salgscoach har byttet sig til 100.000 kroner

Thomas Jarolics, der i maj startede med en enkelt hårnål og siden har byttet sig til helikoptertur og cocktailkursus, er tættere på målet og Rolex-uret end nogensinde. Følg den sidste del af hans rejse i Berlingske Business podcastet »Hårnålens Værdi.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen. Thomas Jarolics i Arne Jacobsens klassisker "Ægget". Til Podcast Facebook-teaser afsnit 17. fotograferet i de gamle stuer i Pilestræde
Læs mere
Fold sammen

Inspireret af en canadisk fyr, der i USA fik byttet sig fra et papirklips til et hus, har salgscoach Thomas Jarolics siden maj lavet byttehandler, der har bragt ham vidt omkring. Han startede med en værdiløs hårnål i hånden og har siden fået værdien til at vokse sig større og større for hver byttehandel.

Målet har fra start været at bytte hårnålen til et Rolex-ur. Et mål Thomas Jarolics har sat sig fast på af flere grunde. Blandt andet hans efternavn, som ofte bliver forvekslet med »Jeg-har-et-Rolex«. Han vil med sine egne ord samtidig gerne bevise, at man ved at sætte sig noget for, kan give værdi til noget så simpelt som en hårnål.

»Jeg har en ide om, at alle ville kunne gøre det her, så længe de er villige til at arbejde hårdt for det, er tålmodige og omstillingsparate over for afslag. En regel er, at jeg hele tiden skal være løsningsorienteret og kun må være frustreret eller ked af det over et nej i 30 sekunder, før jeg skal hanke op i mig selv og finde en ny løsning,« siger han.

                                                                                     

Sidst Berlingske skrev om Thomas Jarolics, der er hovedperson og manden bag podcastet, havde han byttet sig til et gavekort til Hotel Marienlyst til en værdi af 70.000 kroner. Næste skridt var at få byttet sig til en bil til omtrent 100.000 kr. Han havde nemlig været i kontakt med en unavngiven Rolex-forhandler, der var interesseret i at bytte et af sine eksklusive ure til en bil. Men det har vist sig at være mere indviklet end som så.

»Det var simpelthen for svært at finde den helt rigtige virksomhed og løsning i forhold til værdi. Det ville blive alt for tidskrævende. Jeg har måtte ændre målet til et produkt, som ikke har brug for den helt store forklaring, og hvor værdien hurtigt kan ses,« forklarer Thomas Jarolics.

Den ukronede byttekonge beslutter sig derfor for at splitte gavekortets værdi op og foretage to byttehandler i håb om, at andre Rolex-forhandlere vil bytte med ham, hvis den førnævnte takker nej, når nu han ikke har bilen at forhandle med.     

                       

Den første byttehandel sker med Simon Kofoed fra World of Danish Design, som forhandler brugte designmøbler. Her får Thomas Jarolics fingrene i Ægget af Arne Jacobsen til en værdi af 60.000 kr. Næste handel er med Thomas Pedersen, medstifter af vinklubben Winefamly. Han smider et gavekort til winefamly på 45.000 kr. i puljen, der nu har en værdi på over 100.000 kr. Handlen med lige netop de to virksomheder er et bevidst valg.

»Det skal være nogle virksomheder, som gør det anderledes end andre spillere på markedet, og hvor iværksætterånd er en del af DNA’et. De kan nemmere se fordelene ved at deltage,« forklarer han.

De to byttehandler er indtil videre de mest tidskrævende for salgscoachen og har taget ham godt og vel en måned at få i hus. Tilbage er kun den sidste og største byttehandel i vejen for, at det eksklusive Rolex-ur finder sin plads om Thomas Jarolics’ håndled.

For at følge med i om det lykkes for Thomas Jarolics, kan du høre »Hårnålens Værdi« på iTunes og Spreaker.com eller i din podcast-app. Hver onsdag bliver der udgivet nye afsnit. Podcasts fra Berlingske Business sponsoreres af Nordea.

Læs mere om Thomas Jarolics på Jarolics.dk