Fra et loftskammer i København til børsen i USA

Den danskstiftede leverandør af kundeservice-software er netop blevet børsnoteret i USA. Og det er ikke bare for at rejse kapital – det handler lige så meget om validering og fremtidssikring.

Mikkel Svane, direktør og medstifter i Zendesk, med base i Silicon Valley, men med kontor i København omkring Strædet, mener, at den måde, man tænker service, salg og marketing på i dag, begynder at smelte sammen. Grænserne mellem kundeservice og marketing begynder at flyde sammen. Foto: Michael Bothager Fold sammen
Læs mere

Midt i maj skete det endelig. Kundeservice-konceptet Zendesk, der blev udtænkt på et loftskammer i det indre København kort før finanskrisen, blev i foråret 2014 forvandlet til en fuldvoksen og fremadskuende virksomhed. Zendesk blev optaget til handel på New York Stock Exchange torsdag 15. maj.

Børsnoteringen af Zendesk har vist, at der er flere end virksomhedens 600 ansatte og omtrent 40.000 virksomhedskunder, der mener, at dens cloud-baserede kundeservicesystem har en fremtid. Noteringen betød selvsagt, at de tre stiftere, Mikkel Svane, Morten Primdahl og Alexander Aghassipour på dagen kunne sende hinanden et par anerkendende nik – drømmen var jo blevet til virkelighed. Men noteringen betød meget mere end det. Nu har virksomheden Zendesk nemlig fået sit eget liv.

Og det er vigtigt, forklarer topchefen i Zendesk, Mikkel Svane, da han møder Berlingske i virksomhedens danske afdeling, der hører hjemme i en af de gamle bygninger i kvarteret omkring Stræderne i det centrale København.

»Børsnoteringen er en milepæl – en stor en af slagsen, men egentlig kun én af flere. Vi mener, at Zendesk har mulighed for at blive en ledende spiller inden for forretningssoftware, og det er det, vi eksekverer meget hårdt på lige nu. Men det, vi gerne vil skabe på den lange bane, er noget permanent. Noget der er langtidsholdbart,« siger Mikkel Svane.

Børsnotering er en godkendelse

Umiddelbart tænker mange nok kapitalrejsning, når man siger ordet børsnotering. Det har naturligvis også været en faktor for virksomheden, der i dag hører hjemme i teknologi-hubben Silicon Valley syd for San Francisco. Men det har også handlet om mere. Deriblandt validering over for kunder, forklarer Mikkel Svane.

»Nu har vi så100 millioner ekstra dollar, vi kan gøre godt med. Det er selvfølgelig godt i sig selv, og noteringen gør også, at vores aktie er blevet en valuta, som vi kan bruge til at være aggressive omkring opkøb, hvis vi vælger at gå i den retning,« siger han og tilføjer:

»Men det betyder også, at vi er et helt andet brand nu. Vi er børsnoterede. Folk tænker anderledes om os. Det kan betyde, at der kan være andre typer kunder, virksomheder, der vil tale med os og vil bruge vores software. Vi har været igennem noteringsprocessen, hvor man lægger alle kort frem – nu ved de, hvor de har os.«

Og effekten af, at Mikkel Svane og Co. fremover kan gå til potentielle kunder med markedets blåstempling, mener Zendesk-medstifteren ikke, man skal undervurdere. Størstedelen af Zendesks kunder er små- og mellemstore virksomheder, men store koncerner begynder i stigende grad at vise interesse for produktet. Mikkel Svane betegner det som en »kæmpestor« vækstmulighed.

»Vi begyndte med at henvende os til små- og mellemstore virksomheder. Det med et rent netbaseret produkt, som man kunne teste gratis i 30 dage. Det var sådan, vi fik kunder, og den model frister selvsagt mest de mindre virksomheder. Nu har vi bygget en virksomhed op, hvor vi har dedikerede salgsfolk. Det betyder, at vi ser de større virksomheder komme,« siger han.

Det er dog også i den forbindelse, at det begynder at være meget vigtigt for Zendesk, at virksomheden er mere end et navn på nettet. For jo større en potentiel kunde bliver, desto større vil omvæltningen og implementeringsfasen være. Og det er i den forbindelse, at Mikkel Svane mener, at børsnoteringen får en værdi, som virkelig slår igennem. Børsnoteringen på NYSE gør, at store kunder kan se, at Zendesk ikke bare er en døgnflue.

Stormede ind på markedet

Derfor mener Mikkel Svane da også, at indsatsen ved noteringen har været alle kræfter værd. Ikke bare fordi det lykkedes at storme ind på markedet med en introduktionskurs på ni dollar pr. aktie – som efter få dage var svulmet til det dobbelte – mest af alt fordi processen på sin vis blåstemplede konceptet.

Han tænker dog tilbage på de hektiske dage op til noteringen i maj med et skævt smil bag fuldskægget og et blik op mod træbjælkerne i loftet af kontorlokalet i Zendesks danske afdeling. Blikket afslører, at det også var udfordrende og hektisk.

»Det er jo en utrolig spændende proces. De to uger op til introduktionen er man på farten hele tiden. Man besøger alle investorerne, alle de institutioner, som potentielt set vil købe aktier på dagen. På otte dage talte vi med 160 potentielle investorer, og det foregik over hele USA. Og der var otte til ti møder om dagen. Og det var måske i tre forskellige byer,« siger han og tilføjer:

»Men det var nogle utroligt spændende møder. Investorerne er meget interesserede i ens virksomhed og spørger ind til den. De vil høre om intentioner, værdier, kvaliteten og visionen. Så man lærer utroligt meget af det. Det er hårdt, men det er meget spændende.«

Mikkel Svane betegner børsnoteringen som »på alle måder meget succesfuld«. En af de ting, der også glæder ham, er det faktum, at der var mange større investorer, der både var interesserede og købte aktier, da det kom til stykket. For det indtryk, han kom ud af hele processen med, var, at mange af investorerne valgte at gå ind med det lange lys på. Og det har i hans optik en meget stor værdi.

»Man skal selvfølgelig have et vist »float« i markedet, så den kan handles. Men derudover vil vi gerne have investorer ind, som tror på den lange vision. Investorer som ikke begynder at sælge, så snart kursen går lidt op eller ned – som ikke korttidsspekulerer. Det skaber på den ene side stabilitet omkring aktiekursen og på den anden stabilitet omkring virksomheden,« siger han.

Selskabet skal bygges på stabilitet

Og den stabilitet er central for Zendesk-stifterne. For det er den, de vil bygge en virksomhed på, som, de mener, kan blive en helt central og langtidsholdbar spiller på markedet for kundeservice-systemer. Og det er nu engang visionen. Ikke mindst nu, hvor det ikke bare er dem selv og en håndfuld af dem udvalgte investorer, der har satset deres midler på Zendesk.

»Vi er i dag et sted, hvor folk placerer deres opsparede penge. Vi har 600 ansatte, vi skal tage os af, alle er interesserede i, at det går virksomheden godt,« siger Mikkel Svane og tilføjer:

»En virksomhed får hen ad vejen sit eget liv. Den bliver en organisme. Det gælder også vores virksomhed. Planen er, at Zendesk skal kunne overleve sine stiftere.«