I værste fald betaler nogle investorer ti gange så meget som andre, når deres investeringsforening beslutter at købe eller sælge nogle af sine værdipapirer. I bedste fald er forskellen ikke så stor, fordi prisen i nogle foreninger også dækker andre ydelser som rådgivning og adgang til analyser af de finansielle markeder.

Det er det brogede billede, som en analyse af den såkaldte kurtage – handelsomkostninger – i landets investeringsforeninger efterlader. Analysen er udarbejdet af analyseafdelingen i Morningstar.

»Det er et kæmpe problem, at en professionel investor i de fleste tilfælde ikke kan forhandle sig frem til en lavere kurtage end en privat investor kan opnå på egen hånd,« konkluderer chefanalytiker i Morningstar Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Mens omsætningen af danske aktier for en mill. kr. koster 332 kr. i PFA Invest, så udgør prisen 3.459 kr. i Carnegies fond med danske aktier. Til sammenligning koster manøvren en privatkunde i netbanken Nordnet mellem 500 og 1.000 kr. For amerikanske aktier går spændet fra 149 til 3.808 kr.

Hos Carnegies investeringsforening forklarer direktør Tim Kristiansen, at der bag betegnelsen »kurtage« skjuler sig andre omkostninger end handelsomkostningerne.

For tætte bånd

»Vi er en af de mindre investeringsforeninger, og for at skabe afkast er vi afhængige af analyser og rådgivning, som vi får kontakt til via børsmæglerne. Så for os er det svært at presse satserne, for så får vi dårligere adgang til de rådgivningsplatforme. Det er ikke i vores interesse at presse priserne,« siger Tim Kristiansen. Carnegie-investeringsforeningens børsmægler er en anden afdeling af Carnegie, hvor investeringsforeningens forvalter er ansat.

Carnegies forklaring møder ikke megen forståelse hos professor Carsten Tanggaard, formand for Penge- og Pensionspanelet.

»Det bliver jo uigennemskueligt, hvad omkostningerne er, og det passer formentlig ikke, at Carnegie er dyrest målt på ÅOP (årlige omkostninger i procent, hvor Carnegie ligger ca. gennemsnitligt, red.) Men når handelsomkostninger svinger så meget, så er det i sig selv utroværdigt. Det giver et forkert indtryk af, hvad man betaler for, og så er det jo svært at bringe priserne ned,« siger Carsten Tanggaard. Professor Ken Bechmann fra CBS kalder de store udsving i kurtagerne interessante, og han mener, at de indikerer »for tætte bånd mellem moder og barn« – bank og investeringsforening.

»Jeg kan skrive under på, at oplysningerne om kurtage ikke er nemme at få fat på. Vi forsøgte sammen med ATP i forbindelse med Folkebørsen, og vi måtte opgive. Det siger noget om transparens eller mangel på samme, og det siger også noget om incitamenterne i systemet, at kurtagen er så skjult og svær at finde frem til. Det giver incitament til at skrue på netop det, og det gør det endnu mere vigtigt, at bestyrelserne er deres opgave voksen – at de varetager medlemmernes interesser og ikke giver mulighed for at skabe en overnormal indtjening til bankerne på foreningerne,« siger han.

Direktør i Dansk Aktionærforening Jens Møller Nielsen mener, at analysen giver bestyrelserne i investeringsforeningerne et godt redskab.

»Hvis jeg sad i en bestyrelse for en investeringsforening, så ville jeg kraftigt overveje at insistere på, at kurtagen var ren kurtage – og så en separat regning for andre ydelser. Når du i Nordnet kan få en kurtage på 0,075 som privatperson, så er der ingen grund til, at en tilsvarende ydelse skal være højere for en investeringsforening,« siger han.

I 2013 betalte investeringsforeningerne i alt 470 mio. kr. i kurtage svarende til et gennemsnit på 0,21 procent af den samlede formue. Den gode nyhed er, at det er et generelt fald i forhold til den første analyse af denne art i 2010, hvor den gennemsnitlige kurtage i aktieforeningerne var på 0,29 procent.

Læs hele analysen fra Morningstar her