Forslag til EU-dom går mod FIH Erhvervsbank i strid om statsstøtte

Generaladvokaten ved EU-Domstolen giver EU-Kommissionen medvind i sag om statsstøtte mod FIH Erhvervsbank.

Foto: Christian Als.
Læs mere
Fold sammen

Luxembourg. FIH Erhvervsbank fik statsstøtte i en kapitalindsprøjtning i forbindelse med en bankpakke i 2012.

Det siger EU-Domstolens generaladvokat i et forslag til en afgørelse i en langvarig sag om nødhjælp til den lukkede bank.

Dermed går generaladvokaten imod en afgørelse, som en lavere instans ved domstolen nåede frem til i 2016.

Ifølge advokaten brugte kommissionen kriterierne for statsstøtte rigtigt i sin afgørelse i 2014. Det var første gang, der faldt en afgørelse i sagen.

Dermed anbefaler rådgiveren, at afgørelsen fra domstolens lavere instans ophæves på det punkt, og at kommissionen får medhold.

Sagen blev behandlet i den lavere instans sidste år. Domstolen slog fast, at der ikke var tale om statsstøtte.

Dermed blev EU-Kommissionens afgørelse annulleret.

Her slap FIH Erhvervsbank, der ikke længere driver bankforretning, for at betale en regning på 310 millioner kroner.

Men kommissionen ankede dommen.

Sagen begyndte i juli 2012. Her fremlagde staten en redningsplan, der skulle løse problemer i banken, der dengang var Danmarks sjettestørste.

FIH fik 2,25 milliarder kroner i nødhjælp fra staten i forbindelse med en bankpakke.

Den støtte var blevet midlertidigt godkendt af EU-Kommissionen, inden den blev givet. Men efter at have gået støtten efter, justerede kommissionen sin godkendelse.

I 2014 kom den frem til, at FIH skulle betale 310 millioner kroner af støtten tilbage for at holde sig inden for EU's statsstøtteregler.

/ritzau/