Forslag: Butikker må afvise kontanter

Danske butikker skal kunne afvise at tage imod rede penge.

Foto: Axel Schütt

Fra 1. januar næste år kommer du måske til kort, hvis du kun har kontanter i pungen. Regeringen foreslår i sin nye vækstpakke, at man afskaffer kontantreglen for restauranter, tøjbutikker, tankstationer og en række andre udvalgte butikker.

Med afskaffelsen af kontantreglen skal butikker ikke længere afsætte tid til at hente byttepenge og tælle kassen op - ligesom mange vil kunne spare penge og tid på vagter og overvågningssystemer, når butikken er kontantfri.

»Det er utroligt omkostningsfuldt for en lang række butikker at være tvunget til at have kontanter. Det vil være en kæmpe lettelse for virksomhederne,« siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) under pressemødet i Finansministeriet onsdag formiddag, hvor regeringen fremlægger hele sin 14 punkter lange vækstpakke.

Samtidig lyder argumentet fra regeringen, at flere og flere danskere i dag fravælger kontanterne til fordel for betalingskort eller betalingstjenester som MobilePay og Swipp på mobilen.

Adspurgt om afskaffelsen af kontantreglen ikke risikerer at gå ud over især ældre danskere, der ikke er lige så fortrolige med betalingskort eller smartphones, forsikrer Henrik Sass Larsen, at der er taget højde for udfordringerne:

»De steder, hvor det er særligt følsomt - for eksempel på apoteker og dagligvarebutikker - skal man fortsat kunne betale med kontanter,« siger han.

Selv om det ikke længere skal være et krav for en stor del af butikkerne, at kunderne skal have mulighed for at betale kontant, er der visse undtagelser.

Dagligvarebutikker, butikker med postdrift eller receptpligtig medicin, læger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, posthuse, kiosker og kantiner på offentlige sygehuse og plejehjem skal fortsat modtage kontanter. Samtidig understreger erhvervs- og vækstministeren, at man ikke skal undervurdere de ældre generationer:

»Det er ikke sådan, at fordi man er ældre, så kan man ikke finde ud af at bruge et dankort,« siger han.

Den delvise afskaffelse af kontantreglen har ifølge økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) samme formål som de andre 13 initiativer i vækstpakken:

»Det er regeringens vedholdende ambition, at det skal være lettere at drive virksomhed i Danmark,« siger han på pressemødet i Finansministeriet.