Forsker tvivler på VKOs 25.000 nye landbrugsjob

Blå blok er blevet enige om 16 konkrete forslag, som skal skabe 25.000 nye job og større eksport i landbruget. Men de nye initiativer vil næppe levere varen som lovet, vurderer en ekspert i landsbrugsøkonomi.

Henrik Otte Hansen, seniorrådgiver og ekspert i landbrugsøkonomi ved Københavns Universitet, finder oppositionens forslag meget ambitiøst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hele 25.000 nye job på fem år og en fremgang i eksporten på 50 milliarder kroner. Så stor vil gevinsten være, hvis det bliver nemmere at drive fødevare- og landbrugsvirksomhed i Danmark. Det vurderer Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i et nyt fælles udspil til en fødevare- og landbrugspakke, som indeholder 16 konkrete forslag.

Pakken vil fjerne bureaukrati, strenge regler og unødige omkostninger, så det bliver nemmere at producere mere, og det er alt sammen skridt i en rigtig retning, hvis der alene ses på økonomi, fremhæver seniorrådgiver og ekspert i landsbrugsøkonomi Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet

»Men fødevaresektorens samlede ramme­vilkår bliver kun påvirket ganske lidt af forslaget fra blå blok. Løn­omkostninger, finansieringsmuligheder, gældsforhold m.v. er i store træk uændret, og det kan begrænse væksten,« siger Henning Otte Hansen.

Blå blok vil blandt andet gøre det nemmere at være svineproducent. Det skal ske ved at give svineproducenterne lov til at have flere dyr per hektar jord op til det tilladte niveau i EU. Det alene kan øge eksporten med 2,2 milliarder kroner og sikre 2.000 nye arbejdspladser. Landmændene skal også have lov til at gøde mere på robuste og holdbare jorde.

Sten på vejen

Henning Otte Hansen siger hertil, at langt de fleste landmænd gerne vil udvide produktionen, men at de i dag begrænses af især strenge miljølove.

»Så det nye udspil vil uden tvivl frigøre noget at det potentiale, som ikke er udnyttet. Men håbet om at vi kan øge eksporten med op mod 50 milliarder kroner og få 25.000 nye arbejdspladser i løbet af de næste fem år, virker meget ambitiøst og kan næppe realiseres med de fremlagte forslag,« siger Henning Otte Hansen.

Han tilføjer, at fem år er en relativt kort tidshorisont til at nå så store mål. Der skal også være både markedsadgang, international efterspørgsel og en optimal konkurrence­evne herhjemme, hvis mål af den størrelse skal nås.

»Det er ikke nok blot at kunne øge produktionen. Der skal også være en tilstrækkelig god konkurrenceevne i dansk landbrug for at kunne få afsat varerne,« siger Henning Otte Hansen, der tilføjer, at de senere års vækstbegrænsninger i dansk landbrug som følge af bl.a. miljølovgivning har svækket landbrugets udvikling, investeringer og udnyttelse af stordriftsfordele.

Venstre tror på pakken

Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, vurderer dog, at den nye pakken vil give masser af nye arbejdspladser.

»En væsentlig forudsætning for at opnå det er, at landmændene får mulighed for at gøde noget mere på markerne, siger Erling Bonnesen.

Det er da også netop en udfasning af »de vidtgående danske særregler for gødning«, som de tre partier peger på, som særligt vigtigt.

Den tidligere socialdemokratiske minister og nuværende administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup er glædeligt overrasket over udspillet.

»Fødevarepakken er på alle måder et kæmpe gennembrud, der vil kunne sikre vækst og arbejdspladser i fødevareklyngen – samtidig med at vi fortsat passer på vores miljø,« siger hun.