Forsker: Du betaler for meget for banklån

Det er dyrt at låne i banken. Udlånsrenten skal sænkes, og omkostningerne sænkes drastisk, lyder det blandt andet i en ny, økonomisk rapport.

Ifølge en ny rapport betaler vi for meget for at låne penge i banken. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

Danskerne betaler alt for meget, når de går i banken for at tage et lån. Bankerne har skruet op for udlånsmarginalerne og scorer derfor høje fortjenester på private og erhvervsdrivende. Det sker som konsekvens af, at det i dag kniber for bankerne med indtjeningen på traditionelle kerneområder.

Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion i en videnskabelig gennemgang af de danske bankers indtjeningsstruktur i tidsskriftet Finans/Invest udarbejdet af lektor Johannes Raaballe, Mathias Hessellund Jeppesen og Sait Sahin fra Aarhus Universitet, der begge er studerende.

»Vi kan ikke dele den gryende optimisme med hensyn til banksektoren, som nogle har givet udtryk for. For høje udlånsrenter, for lav rentabilitet, for høje omkostninger og direkte tab på indlånene i banksektoren er problemer, der desværre er tunge at løse, og som har betydelig negativ indvirkning på samfundsøkonomien,« siger Johannes Raaballe.

Bankernes indtjening på udlån er ifølge rapporten steget til 82 procent af den samlede indtjening mod kun 35 pct. inden finanskrisen. Udlånsrenterne er generelt to procentpoint for høje i forhold til en situation med perfekt, fri konkurrence, og tager man et lån i de mindre banker, betaler man endda helt op mod 4,2 procentpoint for høje udlånsrenter.

Professor ved CBS Jesper Rangvid, der er ekspert i økonomi og den finansielle sektor, bakker overordnet op om rapportens økonomiske konklusioner. Han vurderer, at bankerne risikerer at miste markedsandele med en forhøjet udlånsrente, men forstår samtidig godt bankernes politik.

»I praksis har det således vist sig at være svært for bankerne at øge gebyrerne. Og derfor forstår jeg godt, at bankerne forsøger at hente deres penge ved en høj udlånsmarginal. Stort set alle økonomer er enige om, at udlånsmarginalerne før krisen var på et uhensigtsmæssigt lavt niveau. Det er derfor godt, at man har sat dem op, men spørgsmålet er, om man måske har skruet niveauet for højt op.«

Den høje udlånsrente skyldes ifølge rapporten svag konkurrence blandt bankerne, samt at bankernes omkostninger er for høje. Der foreslås således en massiv reducering af omkostningerne på 25-35 procent.

Cheføkonom i Finansrådet, Niels Storm Stenbæk, understreger, at tiderne har ændret sig.

»Man skal også huske, at det er et helt andet regi, bankerne står i efter finanskrisen. Bankerne har oplevet ekstremt meget regulering over de senere år og været mødt med højere kapitalkrav og likviditetskrav. Det har en pris og betyder for eksempel, at udlånsrenten stiger,« siger han.