Forsikringsselskaber ser ud til at slippe nådigt fra Alfrida

Stormen Alfrida tirsdag og onsdag har ikke givet så mange skader, som blandt andet Urd, der ramte landet 2. juledag i 2016.

Sommerhusområde var oversvømmet ved Kolding. Foto: Søren Gylling Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Gylling

Det skriver Finanswatch, der har forhørt sig hos flere af de danske forsikringsselskaber.

Tryg har foreløbigt modtaget 500 anmeldelser om stormskader mod 1600 henvendelser i forbindelse med Urd i 2016, hvilket dengang gav selskabet en regning på 60 mio. kr.

»Det ligger helt klart i den lave ende. Så ikke noget voldsomt. Vi er ikke i ekstraordinært beredskab overhovedet. Det er små skader, og de er fordelt ud over hele landet,« siger Christian Kehler fra Trygs presseafdeling til Finanswatch.

Hos Topdanmark er der foreløbigt indkommet et par hundrede anmeldelser.

»I går havde vi pænt travlt i forhold til stormvejret, og der handlede det om noget, der var blæst ned. Men slet ikke noget, der minder om de større storme i de sidste år,« siger Jens Langergaard, kommunikationschef i Topdanmark, til branchemediet.

Et af landets mindre selskaber Lokal Forsikring har imidlertid haft markant flere henvendelser om stormskader denne gang - i omegnen af 100, hvilket er mange i forhold til selskabets størrelse.

Lokal Forsikring er til stede på Syd- og Vestsjælland samt Fyn, som er nogle af de områder, som skulle være hårdest ramt af forhøjet vandstand, skriver Finanswatch.

/ritzau/FINANS