Formler og undtagelser

Meninger om Medier.

Foto: Keld Navntoft. Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2014
Læs mere
Fold sammen

I sin blog på b.dk dokumenterede professor Peter Kurrild-Klitgaard i sidste uge, at der nok synes en sammenhæng mellem de to statsministerkandidaters personlige popularitet og deres partiers vælgertilslutning. På den anden side kan der ikke spores nogen sammenhæng mellem kandidaternes popularitet og blokkenes vælgertilslutning – så et egentligt præsidentvalg bliver der aldrig rigtigt tale om. Partilederpopularitet flytter først og fremmest stemmer inden for blokgrænserne.

Sådan! To talserier sat på formel, korrelationen beregnet og konklusionen draget. Præcis som jeg elsker det. Men, for der er altid et men, så beskriver formlen sammenhængen mellem talparrene i almindelighed, og når afgørelsen er tæt, kan det ualmindelige meget vel blive det udslagsgivende.

Først og fremmest kan man, som Kurrild-Klitgård gør, diskutere, hvilken vej kausaliteten går. Er det partilederens popularitet, der betinger partiets vælgertilslutning – eller er det partiets politik og opfattelsen i vælgerbefolkningen, der afgør vælgertilslutningen og partilederens popularitet. Ligeledes skal man erindre, at tallene er indhentet i en mellemvalgsperiode, hvor bevægelserne ofte er hurtigere, og svingene større, end når valgkampen spidser til.

Ølfaktoren bør også nævnes – altså hvilken partileder, man helst vil dele et par øl med. Amerikanske valgforskere kalder det likeability, og kandidaten med den højeste score ender som regel med at vinde valget. Jeg har tidligere på disse sider beskrevet en undersøgelse af ølfaktorens betydning, som vi for et par år siden gennemførte i samarbejde med OMD og Kristiansen.Ulveman. Konklusionen var, at nok betegner vælgerne ideologi som det vigtigste kriterie for deres kryds, men på den anden siden side er vores valg ikke altid rationelle.

Endelig vil jeg nævne den teori, som britiske politologer kalder the valence issue. Teorien er, at en del af vælgerne ikke baserer deres valg på politiske ideologier, men i stedet indtager en værdibaseret stilling til de aktuelle spørgsmål – altså ikke en stillingtagen til eksempelvis graden af privatisering inden for sygehusvæsenet, men snarere kompetencen i sygehusvæsenet som sådan.

Dette får mig til at tænke på et sidste eksempel, som ikke lige lader sig sætte på formel – nemlig Venstre og Lars Løkkes slutspurt i de sidste dage op til sidste valg. Jeg tror fuldt og fast på, at Lars Løkkes indignerede tale om hans kræftsyge far i den sidste TV-debat før 2011-valget gav Venstre det uventede løft, som ingen af vi analyseinstitutter nåede at opfange fuldt ud. Så lige så meget, som jeg elsker, når ting kan sættes på formler, lige så meget elsker jeg undtagelserne. Især dem, der kan afgøre valg. Kunne jeg dog bare også få dem sat på formel!