Formand undgår kæmpe erstatningskrav efter grandprixunderskud

En tidligere bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen blev pålagt et millionkrav, men han går fri i ankesag.

ARKIV: Michael Metz Mørch i 2012. Den tidligere bestyrelsesformand for Wonderful Copenhagen, mener ikke, at han er ansvarlig for millionunderskuddet efter det internationale melodigrandprix i 2014. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Michael Metz Mørch, der er tidligere bestyrelsesformand i fonden Wonderful Copenhagen, er ikke ansvarlig for det millionunderskud, som opstod, da Danmark afholdt det internationale melodigrandprix i 2014.

Det har Erhvervsankenævnet afgjort i en ankesag, skriver Michael Metz Mørch tirsdag på det sociale medie LinkedIn.

»Kendelsen er klar. Der er ikke fornødent grundlag for at anlægge en erstatningssag imod mig.«

»Jeg kan efter fire år - under et umenneskeligt hårdt pres endelig ånde lettet op. Uplettet på min ære og taknemmelig over et velfungerende dansk retssystem. Det er en ubeskrivelig lettelse,« skriver han blandt andet.

Beslutningen trumfer Erhvervsstyrelsens afgørelse. Dermed slipper den tidligere bestyrelsesformand for at betale de 21 millioner kroner i erstatning, som Erhvervsstyrelsen havde pålagt ham.

Sagen begyndte at rulle, efter at Wonderful Copenhagen i samarbejde med DR stod for at holde Eurovision Song Contest på Refshaleøen i 2014.

Projektet blev langt, langt dyrere end budgetteret og efterlod et underskud på 58 millioner kroner. Det valgte Wonderful Copenhagen at dække, selv om den hverken havde pengene eller var juridisk forpligtiget det.

Underskuddet dækkede fonden ved at optage en række lån hos DR, og det var ifølge Erhvervsstyrelsen ulovligt.

Styrelsen vurderede derfor i februar 2017, at Michael Metz Mørch havde tilsidesat sit ansvar og var erstatningsansvarlig for 21 millioner kroner.

Med Erhvervsankenævnets beslutning går Michael Metz Mørch fri for erstatningsansvar.

/ritzau/