Formand går efter finansdirektørs selvmord

Bestyrelsesformanden trækker sig efter, at finansdirektøren i schweizisk forsikringsselskab har begået selvmord.

Josef Ackermann, tidligere adm. direktør i Deutsche Bank og nu også tidligere bestyelsesformand i Zurich Insurance Group. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEX DOMANSKI

Josef Ackermann, bestyrelsesformand hos Zurich Insurance Group, har trukket sig fra sin post efter finansdirektør Pierre Wauthiers selvmord. Det skriver Financial Times.

Finansdirektør Pierre Wauthier blev mandag fundet død i sit hjem i den schweiziske kanton Zug, og det schweiziske politi har efterfølgende oplyst, at der sandsynligvis er tale om et selvmord. Hverken selskabet eller politiet har dog nævnt nogen forbindelse mellem Wauthiers arbejde og selvmordet, men Ackermann indikerer i sin afskedssalut en sammenhæng.

»Pierre Wauthiers pludselige død har chokeret mig dybt. Jeg har grund til at tro, at familien er af den opfattelse, at jeg bør tage min del af ansvaret, hvor grundløs en sådan påstand end er,« sagde Ackermann, der efterfølgende har trukket sig fra alle sine poster med øjeblikkelig virkning.