Formand forlader Zealand Pharma

Bestyrelsesformanden i Zealand Pharma, Jesper Zeuthen, forlader selskabet på grund af uenighed om firmaets fremtid. Afgangen kommer kun en uge efter, at den nu tidligere topchef Eva Steiness forlod biotekselskabet.

»Resten af bestyrelsen ønskede en uafhængig formand, som der har været diskuteret tidligere i forbindelse med den planlagte børsnotering. Det har jeg erklæret mig dybt uenig i, for jeg kan simpelthen ikke se ideen på nuværende tidspunkt, og derfor har jeg valgt at gå øjeblikkeligt,« siger Jesper Zeuthen til dagbladet Børsen, efter at svingdøren spinner i Zealand Pharma for anden gang på en uge.

Den nu konstituerede bestyrelsesformand Daniels Ellens forklarer, at meningen med ledelsesskiftet er, at der foregår en naturligt udvikling og modning hen mod en mere kommerciel profil. Han mener, at Zealand Pharma er i den afgørende fase med sit diabetesmiddel ZP10, og at selskabet derfor må søge nye muligheder.

»Derfor bør man tænke mere på kommercialisering af teknologien, og gå stærkere efter partnerskaber og co-udviklingsaftaler,« siger Daniel Ellens og fastslår samtidig, at han ikke ved, hvem der bliver ny bestyrelsesformand på længere sigt.

Den afgående bestyrelsesformand mener ikke, at børsnoteringen burde diskuteres offentligt.

»Børsnotering er ikke det første man kaster sig over i øjeblikket, men herrens veje er uransagelige,« siger han.