Forlag til Apple: Nu kan det være nok

De europæiske avisforlag kæmper nu sammen mod Apple.

Foto: MIKE SEGAR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu har European Newspaper Publishers’ Association (ENPA) udsendt en erklæring som opfordrer Apple til at sikre fri adgang til iPad. Det er Apples krav om, at applikationer i App Store skal skifte til Apples eget betalingssystem In App Purchase inden den 31. marts, der har fået de europæiske avisforlag på barrikaderne.

Det betyder, at Apple fremover skal have 30 procent af prisen for alle digitale magasiner, aviser og e-bøger, der sælges i applikationer på iPad.

Kravet om at alle betalinger skal håndteres gennem In App Purchase betyder også, at forlagene mister vigtige kundedata om læserne af deres digitale publikationer.

I sin erklæring understreger ENPA, at iPad og andre tavlecomputere har skabt et stort potentielt marked for digitale publikationer.

”Forlagene ønsker at kunne tilbyde deres læsere en bred vifte af muligheder, herunder tilbud som kombinerer adgang til aviser online og på tavlecomputere, eller tilbud som betyder at printabonnenter også kan få adgang til aviser i digitalt format,” skriver ENPA.

Forlagene vil ikke tvinges over i Apples betalingssystem, der bliver skubbet ind som et ekstra led mellem dem og deres kunder.

”Forretningsmodellen for aviserne kræver at udgivere og redaktører kender deres læsere. Det er helt afgørende at denne tætte forbindelse fortsætter med at eksistere. Dette vigtige bånd mellem aviser og læsere vil blive brudt hvis der ikke er direkte adgang til abonnenterne, og det vil skade begge parter,” hedder det i erklæringen.

Der er meget usikkerhed om hvad Apples nye politik helt konkret betyder for aviserne. Apple har understreget at man blot håndhæver sine eksisterende regler. Men der findes allerede et stort antal applikationer til iPad, hvor indhold sælges uden om Apples betalingssystem.

Den aktuelle ballade startede med, at Sony fik afvist sin Reader-applikation, fordi den ikke bruger In App Purchase. Et signal om, at Apple har ændret sin politik.

”Avisudgivere skal have friheden til at vælge det betalingssystem som deres læsere skal anvende og de skal selv kunne bestemme prisniveauet for deres digitale publikationer,” skriver ENPA.

Den 17. februar holder flere medieforbund et krisemøde i London for at diskutere, hvordan man skal reagere på Apples krav.