Fordelagtig fiskeaftale for Danmark

Fiskerimaraton: I forhold til udgangspunktet hev Danmark en god aftale i land under de årlige kvoteforhandlinger i Bruxelles. Men fiskerne klager sig alligevel.

Hen imod 05-tiden onsdag morgen var en aftale om europæiske fiskeres kvoter i 2008 ved at være på plads, oplyste flere embedsmænd ved et ministermøde i Bruxelles.

Efter at EU's forlig med Norge tidligere på året forøgede Nordsø-torskekvoten med 11 procent, tiltrak Kattegatfiskerne sig for en gangs skyld stor dansk opmærksomhed i slutfasen. Her ventes torskekvoten kun at falde med 8-10 procent mod de 25 procent, som EU-kommissær Joe Borg oprindelig truede med.

Samlet set henviste Danmarks Fiskeriforening, traditionen tro, til de negative sider af aftalen, herunder en nedgang i det samlede sildefiskeri, svarende til tab på 81 millioner kroner.

Derimod hev fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) en sejr hjem, eftersom Borg blødte op på kravet om ikke at tælle forsøgsfiskeri med i kvoterne.

- Det er det, der giver fiskerne motivation til at være med, sagde Eva Kjer tidligt onsdag. /ritzau/