Ford kalder 1,2 mio. dieselvogne hjem

Problemer med computersoftware kan standse motoren.

1,2 millioner dieseldrevne, tunge pickupper og varevogne skal tilbage til Ford-fabrikkerne på grund af et problem med noget computersoftware, som kan standse motoren.

Ford tilbagekalder ifølge CNN F-serien af Super Duty, E-serien af varevogne og Excursion SUV-modeller fra 1997 til 2003. Alle har de en 7,3-liters dieselmotor. Det er dog ikke alle biler i disse serier, der har problemet.

Problemet er opstået i en knastakselpositionssensor, som kan nedbrydes over tid. Sensoren holder øje, at tilførselen af luft og brændstof til og fra motorens cylindere sker på korrekt vis.

Ifølge Ford kan motoren sætte ud under kørsel, men der er stadig strøm, så styretøj og bremser fungerer.

Ingen er kommet alvorligt eller dødeligt til skade som følge af problemerne, men der er rapporteret en række mindre hændelser.

Ford udskifter sensoren uden omkostninger for bilejerne.