Forbud mod Samsungs Galaxy Tab ophævet

Samsungs nye iPad-konkurrent kan igen sælges i hele Europa, undtagen Tyskland, efter at domstol ophæver det forbud, som Apple fik nedlagt.

Apples iPad og Samsungs Galaxy Tab 10.1, som de tager sig ud i en butik i Haag i Holland. Nu er forbuddet mod salget af Samsungs nyeste iPad-konkurrent ophævet. Foto: Robert Vos, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samsung kan igen sælge sin iPad-konkurrent, Galaxy Tab 10.1, i det meste af Europa.

Det sker, efter at retten i Düsseldorf i Tyskland tirsdag ophævede det overraskende forbud, som iPad-producenten Apple 4. august fik nedlagt mod salget af Galaxy Tab 10.1 i Europa.

Stadig forbud i Tyskland

Retten valgte at tillade, at Samsung kan sælge sin tavlecomputer i hele Europa, undtagen i Tyskland, frem til 25. august, hvor Samsungs advokater skal fremføre den sydkoreanske elektronikgigants sag.

Peter Schütz, der er talsmand for retten, siger til den britiske nyhedstjeneste ZDNet UK, at Samsung har »givet begrundelser for appellen, og at disse har ført til tvivl om, hvorvidt tyske dommere har ret til at forbyde et fremmed selskab at distribuere sine produkter over hele EU«.

Pres på Apple

Galaxy Tab 10.1 er Samsungs nyeste tavlecomputer. Den er på størrelse med Apples iPad, som nu presses af stadig flere konkurrenter. Samsung var først på markedet med en konkurrent, den oprindelige Galaxy Tab med en 7-tommerskærm, og Galaxy Tab er den alvorligste konkurrent til iPad, som fortsat sidder på størstedelen af de nyopståede marked for tavlecomputere.

Samsungs Galaxy-mobiltelefonserie anses også som væsentlige konkurrenter til Apples iPhone-telefoner.

Apple og Samsung har længe sloges i retterne i en stribe af patentsager, selv om Apple i 2010 var Samsungs næststørste kunde efter Sony. Apple købte for 5,7 milliarder dollars (30 milliarder kroner) hos Samsung, navnlig halvledere. Apple har sagsøgt Samsung i USA, Australien og Europa. Samsung har som modtræk sagsøgt Apple.

Krav på noget at vælge imellem

»Samsung glæder sig over retten i Düsseldorfs beslutning om at suspendere det foreløbige paneuropæiske påbud mod Samsung Galaxy Tab 10.1. Vi ser frem til muligheden for at genvinde vore intellektuelle ejendomsrettigheder under retsmødet 25. august,« siger Samsungs nordiske PR-chef, Erik Johannesson, der mener, at kunderne har krav på »et bredt udvalg af produkter at vælge imellem«.

Apple beskylder Samsung for at kopiere både udseende og funktionalitet i måden, som Galaxy-serien virker på. Retten i Düsseldorf valgte tidligere på måneden at give Apple ret og udstedte forbud mod salget af Galaxy Tab 10.1 i hele Europa med undtagelse af Holland.

Samsung meddelte kort efter, at selskabet overhovedet ikke havde fået besked om Apples ønske om at forbyde salget.

»Forbuddet blev udstedt uden nogen høring eller præsentation af beviser fra Samsung,« sagde Samsung.

Kan købes i Danmark

Galaxy Tab 10.1 har kun været i handelen i få uger og kan stadig købes hos de store, danske elektronikkæder.

Apple solgte 14 millioner iPad-tavle-PCer i første halvår af 2011, hvor analytikere forventer et salg på 7,5 millioner Galaxy Tab i 2011.

»Apple har en strategi med at anmelde patenter, opnå en vis beskyttelse og derefter forsøge at forhindre andre i at komme ind på markedet på kort sigt. Hvis Apple har uret, skal Apple betale Samsung en betydelig sum i erstatning, så det er potentielt temmelig risikabelt,« siger Nathan Mattock, advokat med speciale i patentbeskyttelse, fra Marque Lawyers i Sydney, Australien, til nyhedsbureauet Reuters.

Mange analytikere mener da også, at Apple med sagerne forsøger at vinde tid for at få solgt endnu mere, inden konkurrenterne kommer væltende ind.