Forbud mod at sende Facebook- og Instagram-data til USA rykker nærmere

De europæiske datatilsyn har nu en måned til at melde tilbage, efter at det irske datatilsyn er klar til at trække i håndbremsen. Facebook har truet med, at det risikerer at lukke for brug af Facebook og Instagram i Europa.

Hvis det bliver forbudt at overføre personlige data fra EU til servere i USA, har Facebook truet med, at det kan være slut med såvel Facebook som Instagram i Europa. Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix

Et endeligt træk i bremsen for, at Facebook og de andre teknologigiganter kan overføre folks personlige data fra EU til servere i USA, er rykket tættere på.

Det irske datatilsyn, som på vegne af sine kollegaer i de øvrige 26 lande har teten i forhold til at holde øje med giganterne, lægger nemlig nu op til at sætte den blokering i værk, som tilsynet i 2020 varslede over for Facebook og det Facebook-ejede selskaber Instagram i et årelangt slagsmål, som skal sikre europæere mod amerikansk dataspionage.