Når man som forbruger indgår i en aftale med en virksomhed, så har man efter almindelige aftaleretlige regler retten til at blive varslet, hvis den aftale ændres.

Det vil sige, at hvis den aftalte pris hæves, skal forbrugerne som udgangspunkt varsles i god nok tid til, at de kan nå at opsige aftalen, hvis de ikke ønsker at være med på de nye betingelser.

Den praksis har Tryg efter Forbrugerombudsmandens opfattelse brudt.

Ifølge Forbrugerombudsmanden har Tryg Forsikring i en periode fra marts 2016 til februar 2020 forhøjet sine priser med cirka fire procent over indeks pr. år.

»Tryg varslede ikke sine privatkunder om prisstigningerne, og derfor har kunderne efter vores opfattelse ikke været forpligtede til at betale prisstigningerne,« skriver forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Derfor har Forbrugerombudsmanden anlagt retssag mod Tryg Forsikring.

Tryg afviser

Forbrugerombudsmanden har i en længere periode været i dialog med Tryg, der er meget ærgerlige over sagens udvikling. Det oplyser Susanne Lindhage, pressechef i Tryg.

»Vi er meget ærgerlige over, at det er kommet så vidt. Det er naturligvis vigtigt for os, at vores kunder kan have tillid til, at vi følger Forbrugerombudsmandens god skik og de særlige god skik-regler, som gælder for forsikringsselskaber. Derfor er det også en sag, som vi ser med stor alvor på,« udtaler Susanne Lindhage.

Tryg er dog af den opfattelse, at man ikke er gået imod retningslinjerne på området.

»Men vi er og har hele tiden været af den opfattelse, at vi har fulgt de gældende retningslinjer og fulgt Finanstilsynets anvisninger på området. Det er Forbrugerombudsmanden ikke enig i, og sagen må nu gå sin gang, hvilket vi ser frem til«, udtaler Susanne Lindhage.

Hvor mange kunder er ramt?

Ifølge Forbrugerombudsmanden er de forsikringstyper, hvor præmien er forhøjet uden varsel, i hvert fald: Indbo, Ulykke, Rejse, Hus, Bil, Båd, Hund, Kat, Knallert og Motorcykel.

Det er ikke muligt at sige, hvor mange kunder prisstigningerne er gået ud over.

»Vi kan ikke sige, præcist hvor mange kunder, det her er gået ud over. Vi har kun en procentsats for 2018-2020, hvor Tryg har angivet, hvor stor en del af deres privatkunder de har hævet prisen overfor. Det ligger på henholdsvis 28 procent, 32 procent og syv procent,« siger jurist hos Forbrugerombudsmanden Laurine Støve Larsen.

Tilbagebetaling af prisstigningerne

Hvis Forbrugerombudsmanden vinder den anlagte retssag, vil de berørte kunder som udgangspunkt kunne kræve prisstigningerne tilbagebetalt af Tryg Forsikring.

Der vil dog være stor forskel på, hvad kunderne vil kunne få udbetalt.

Nogle af kundernes krav kan også være ophørt på grund af passivitet. Det betyder dog ikke, at kunderne behøver at skynde sig for at være sikre på godtgørelse.

»Kunderne behøver ikke at gøre noget på nuværende tidspunkt. Tryg har indgået en aftale med Forbrugerombudsmanden om, at man suspenderer fristerne for passivitet og forældelse i den periode, sagen kører ved domstolene og op til et år efter. Derfor har kunderne også efterfølgende tid at rejse deres krav over for Tryg,« siger Laurine Støve Larsen.