Forbrugerne skal ikke frygte den digitale pung

Kontaktløs betaling er lige så sikker som vores Dankort, mener eksperter. Men vi skal til at opfatte vores telefon, som vi opfatter vores pung.

Kontaktløs betaling er lige så sikker som vores Dankort, mener eksperter. Men vi skal til at opfatte vores telefon, som vi opfatter vores pung. Fold sammen
Læs mere

Når betaling begynder at foregå mobilt, stiller det store krav til sikkerheden. Især hvis der er tale om en såkaldt digital pung, hvor flere af ens kort bliver samlet i en app på smartphonen.

Men skal vi være nervøse for at lægge det hele i den samme kurv og gøre os yderligere sårbare, hvis vi mister telefonen?

Chris Lund-Hansen, direktør i Verifone Denmark, det tidligere Point, der er den største leverandør af dankortterminaler til detailhandlen, mener ikke, at forbrugerne har noget at frygte. De mobile betalinger er lige så sikre som vores nuværende Dankort.

»Vi skal hele tiden være trygge omkring det med sikkerheden. Det er ikke noget, vi opfinder her og nu. Det bygger på mange års erfaringer og bliver understøttet af bankerne, som har kortverdenen med Visa og MasterCard bag sig, og der har de arbejdet med sikkerhed i mange, mange år,« siger Chris Lund-Hansen.

Han understreger også, at Verifone som leverandør af terminaler er underlagt enorme krav om sikkerhed, for at de overhovedet må levere terminaler, der understøtter den kortløse betaling.

Sikkerhedsekspert fra firmaet CSIS Peter Kruse mener heller ikke, at forbrugerne har noget at frygte ved at benytte den mobile betaling.

»Med den nye teknologi skal man se sin telefon som en pung og dermed passe på den, som man passer på sin pung. Men den eneste forskel er, at man har pungen digitalt i stedet for fysisk,« siger Peter Kruse.

Han fremhæver, at mange har en kode på telefonen, inden man kan åbne den. En sådan har man ikke på sin fysiske pung, hvorfor adgangen til den digitale pung kan være sværere.

Telefonens mange nye anvendelsesmetoder betyder dog, at forbrugeren kommer til at have et anderledes forhold til sin telefon. Dermed skal man ændre sit forhold til den og se den som en computer, hvor man kan ordne flere og flere ting. I forlængelse af dette skal man have for øje, at den på samme måde som en computer kan blive mere udsat for malware, der er et begreb, der dækker over uønskede ting, der kan skade computere.

»Man kan ikke komme til en fysisk pung fra hele verden, dér skal man have hånden helt nede i lommen. Men med en digital kan man få adgang, og malware kan spredes ligesom på en PC,« siger Peter Kruse, der altså mener, at det er helt essentielt, at man ændrer indstiling til, hvad man bruger sin telefon til.

Den kortløse betaling bygger på en NFC-teknologi (Near Field Communication), der sender og modtager på korte afstande fra fire til 20 cm.

Teknologien ligger i en chip, der er i betalingskortet eller smartphonen. I praksis bliver der genereret en tilfældig kode, hver gang der er en transaktion mellem telefonen og terminalen.

»Når man taler om sikkerhed, er der jo også sket en masse undervejs, og det er en spændende udvikling. Man har fået det til at spille sammen, og det betyder i virkeligheden, at der ikke gemmes kortdata på telefonen,« siger Chris Lund-Hansen.

Ifølge direktøren er det også en sikker løsning, blandt andet fordi kortet skal helt hen til terminalen, for at transaktionen bliver registreret.

»Derudover er det bankerne, der hæfter, hvis man får stjålet sit kort,« pointerer Chris Lund-Hansen, der hilser udviklingen velkommen.

»Jeg synes, det er en spændende udvikling og klart den vej, det går. Jeg tror, at vi vil stå med diverse kort i den digitale pung, særligt loyalitetskort, som vi ellers glemmer hjemme i skuffen,« siger Chris Lund-Hansen.Apple har tidligere udtalt, at de mener, at betaling er sikrere på telefonen, mens Chris Lund-Hansen vurderer, at sikkerheden kan blive endnu bedre, hvis man udnytter teknologien og telefonernes GPS.

Dog pointerer han, at der nok altid vil være huller i begyndelsen, og at man måske vil komme til at høre historier om hacking.