For svært at bruge digital signatur

IT-sikkerhed. 807.000 danskere har digital signatur.

Selvom der er udstedt mere end 800.000 digitale signaturer fra TDC, er det forholdsvis få danskere, der bruger muligheden i dagligdagen. Det fremgår af en ny undersøgelse udført i august 2006 for IT- og Telestyrelsen.

Den såkaldte KFE-undersøgelse viser et relativt lavt kendskab til, at man kan logge sig ind på en række offentlige tjenester på nettet, og at man kan signere e-mails med digital signatur.IT- og Telstyrelsen mener, at den digitale signatur kan være svær at installere og bruge for mange mennesker:

- Undersøgelsen viser, at vi stadig har meget at arbejde med, og jeg er glad for, at vi kan bruge statistikkerne efter hensigten. Nemlig som et værktøj til at målrette vores løsninger og indsatser, så vi får større udbredelse og anvendelse af signaturen, udtaler vicedirektør Marie Munk fra IT- og Telestyrelsen.

Der findes ikke et fuldstændigt billede af, hvor meget den digitale signatur anvendes på de forskellige tjenester. Men der sker dog en vækst i brugen.

For eksempel er antallet af personer, der har logget på SKATs "Tast Selv Borger" med digital signatur, steget med 168 pct. fra 2004 til 2005.

I alt har der i 2005 været 487.248 logins med digital signatur - og det er i fortsat vækst. Og i den elektroniske postboks e-Boks er antallet af brugere med digital signatur tredoblet gennem de seneste to år - det svarer til mere end 100.000 logins hver eneste måned.

807.000 signaturerDer er udstedt i alt 807.000 digitale signaturer medio januar 2007, fremgår det af en ny opgørelse fra IT- og Telestyrelsen. Fortsætter stigningen vil millionen været rundet omkring efterårsferien. Tilgangen af nye bestillinger tog til i efteråret, hvor antallet af registrerede signaturer rundede 5.000 pr. uge. Væksten skyldes formentligt SKATs udsendelse af forskudsopgørelsen, som netop begynder i starten af november og forløber over en fire-ugers periode.

Senest har Region Midtjylland gjort det muligt for borgere, der har været indlagt på hospitaler i det gamle Viborg Amt, at se egen patientjournal ved hjælp af digital signatur. Og inden for den private sektor har 340 frisører eksempelvis gjort det muligt at bestille tid til klipning med digital signatur.