For sent at rykke firmaet til USA

På trods af, at Trustpilots nye indsatsområde hedder USA, er det i direktør Peter Mühlmanns øjne for sent at gøre som mange andre danske internetvirksomheder – nemlig at flytte til Silicon Valley.

Trustpilot-stifteren Peter Mühlmann foran vægfotoet af Manhattan på selskabets kontor i København. Filialen i New York har i dag 25 ansatte, og flere kommer til hver måned. Foto: Christian Liliendahl Fold sammen
Læs mere

Et mandshøjt sort-hvidt foto af Manhattans gader pryder Trustpilots lokaler på Vesterbro i København – og det ikke uden årsag. Trustpilot har nemlig siden foråret haft et kontor i storbyen New York, hvorfra det udruller sin amerikanske vækstplan.

Men på trods af at den 31-årige stifter og direktør for Trustpilot har blikket vendt mod mulighederne i USA, så planlægger han ikke det samme, som mange andre danske IT-iværksættere har gjort – nemlig at pakke kufferten og flytte virksomheden til den amerikanske teknologihub Silicon Valley syd for San Francisco. Og det er der gode årsager til.

»Vi er simpelthen blevet for store. Vores virksomhed er bygget op her, og vores ansatte arbejder her. Hvis jeg skulle være startet i USA, skulle jeg nok have gjort det fra dag ét. Det løb er kørt,« siger han.

Peter Mühlmann er dog mere end bevidst om, hvilke muligheder det giver at bruge USA som springbræt til at blive en global techvirksomhed. Taler man muligheder for finansiering, så er der ikke noget, der slår USA. Han mener da også, at der er et mønster i, at internetbaserede virksomheder bevæger sig fra USA og til Europa og ikke omvendt.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det ikke kan gå den anden vej. Men det betyder så også, at Trustpilot må indrette sig efter forholdene på det enorme amerikanske marked. Det sker i første omgang ved at oprette et datterselskab på amerikansk jord.

Indtil videre er 25 ansat på Trustpilots kontor i New York. P.t. hyrer han i omegnen af fire nye ansatte om måneden i USA.

På trods af, at Trustpilots stifter mener, at virksomhedens base også fremover kommer til at ligge på dansk jord, kan han ikke lade være med at være fascineret af USA og mulighederne derovre: »Privat kunne jeg godt tænke mig at komme til USA. Men det er en anden historie.«