For første gang: Dansk storbank indfører negative renter for velhavende privatkunder

Jyske Bank indfører som det første danske pengeinstitut negative renter for formuende privatkunder, der kan se frem til at skulle betale for at have penge i banken ud over de første 7,5 mio. kr.

Anders Dam1
Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, har tirsdag morgen fremlagt regnskab for årets andet kvartal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Velhavende kunder skal nu betale for at have penge stående i Jyske Bank.

»Da Jyske Bank har et markant og stigende indlånsoverskud på privatkunder og dermed store udgifter hertil, indfører Jyske Bank et maksimum på 7,5 mio. kr. på privatkunders anfordringsindlån til en rente på 0 pct., siger Anders Dam, ordførende bankdirektør i Jyske Bank, og tilføjer:

»Forrentningen af indlån herudover aftales individuelt med banken. Indgås der ikke en aftale, er rentesatsen minus 0,6 pct. om året.«

Det er første gang, at en dansk bank indfører indføre negative renter for private kunder.

»Det negative rentemiljø, der har præget det danske marked siden foråret 2012, kun afbrudt i 2014, synes nu at være af en mere permanent karakter. Det er f.eks. ikke længere muligt at erhverve danske statsgældspapirer med positiv renteafkast uanset løbetiden. Markedsforventningerne tilsiger, at det negative rentemiljø vil vare ved i adskillige år,« siger Anders Dam i forbindelse med bankens halvårsregnskab.

Traditionel forretningsmodel er udfordret

Før i tiden var bankerne glade, når du satte dine penge i banken. Det tjente bankerne nemlig penge på, og som kunde fik du en del af kagen i form af en rente på dine penge.

Men i en årrække har bankerne betalt for at sende pengene videre i systemet, når de ikke kan låne pengene ud. Bankerne kan nemlig kun have en vis mængde penge stående i Nationalbanken til nul procent i rente. Resten skal bankerne betale 0,65 procent for – altså 65 øre per 100 kroner.

Ifølge Anders Dam er Jyske Banks netop offentliggjorte regnskab »i høj grad påvirket af det vedvarende negative rentemiljø«.

I første halvdel af 2019 har Jyske Bank oplevet et fald i nettorenteindtægterne på næsten 200 mio. kroner. Nettorenteindtægterne er således dykket med seks pct. i forhold til første halvår 2018 på trods af et stadigt stigende forretningsomfang.

Samlet er storbanken kommet ud af årets første seks måneder med et resultat efter skat på 1,1 mia. kr. mod 1,4 mia. kr. i samme periode året før.

Danske Bank og Nordea har afvist

I forrige fastslog Danske Bank, at banken ingen planer havde om at indføre negative renter på personlige opsparinger eller anfordringskonti.

»At gøre dette kan have en negativ indvirkning på samfundet, inklusive risikoen for at kunderne hæver flere indskud som kontanter,« sagde Christian Baltzer, finansdirektør i Danske Bank, til Bloomberg.

Nordea oplyste ligeledes til Berlingske, at storbanken »ikke har nogen planer« om at indføre negative renter for privatkunder.

Jyske Bank var også den første bank herhjemme til at indføre negative renter for virksomheder i 2016. Siden har konkurrenterne generelt fulgt trop.