Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er penge i sigte for de trængte købmænd. Erhvervsstyrelsen har på usædvanlig vis beordret købmandsfonden KFI Erhvervsdrivende Fond til at slå hul på sparegrisen og dele ud af den – til stor glæde for de frie købmænd. Det skriver Børsen i dag.
KFI har en egenkapital på 3,2 milliarder kr. som de nu skal dele ud af, så de frie købmænds interesser i højere grad varetages. Dermed kan købmænd som Superbest og Spar, der hører under Dagrofa, komme til at stå stærkere i kampen mod konkurrenterne Coop og Dansk Supermarked. Og det glæder købmændene.
”Nu får KFI bedre mulighed for at arbejde for de frie købmænd, og det ser jeg virkelig som rigtig positivt,” siger Lisbeth Dalgaard, formand for brancheforeningen De Samvirkende Købmænd (DSK) til Børsen. Hun driver desuden selv en Superbest-købmand i Hørsholm og er med i bestyrelsen i KFI.
Erhvervsstyrelsens afgørelse, som Børsen er i besiddelse af, kommer efter en turbulent periode i KFI, hvor flere købmænd har været utilfredse med, at pengene bare hobede sig op i fonden under direktør Marcus Cholevas styre i stedet for at hjælpe nødlidende købmænd. Det førte i juli i år til, at Marcus Choleva blev suspenderet og kort efter forlod posten som direktør.
Nu ser det ud til, at købmændenes mange milliarder kan blive drysset ud over de frie købmænd. Det er endnu uvist, hvordan det skal foregå, men fra Erhvervsstyrelsen side lyder det, at KFI skal forklare, hvordan den vil nedbringe dens egenkapital på 3,2 milliarder kr. ”til gavn for uddelingsformålet”.
”Vi vil selvfølgelig alle sammen gerne have en check, men i bund og grund tror jeg, det er vigtigere, at KFI får ryddet op i de dårlige kontrakter. Men jeg håber selvfølgelig, at pengene kommer ud at arbejde, så vi kan få nogle sunde butikker,” lyder det fra Kennet Berlin, bestyrelsesformand for Spar-kæden til Børsen i dag.
I Erhvervsstyrelsens afgørelse står der blandt andet, at KFI senest den 1. juli 2013 skal fremlægge fondens fremtidige strategi. ”Bestyrelsen skal hurtigst muligt udarbejde en strategi for fondens fremtidige aktiviteter, herunder særligt med fokus på at fremme fondens formål og i særdeleshed den frie danske købmands interesser,” står der i brevet fra Erhvervsstyrelsen.
”Erhvervsstyrelsen ved jo ikke rigtig, hvad vi har gjort, fordi KFI ikke har redegjort systematisk for, hvor meget der er givet til købmændene. Men det laver vi nu om på, og jeg er enig med Erhvervsstyrelsen i, at vi skal støtte købmændene,” siger bestyrelsesformand i KFI, Frits Rasmussen.
De frie danske købmænd har de seneste par år været meget trængt, særligt på grund af de voksende discount-kæder. Samtidig har de store kapitalkæder som Coop og Dansk Supermarked stået stærkere end de frie købmænd, som fx Superbest, hvilket har betydet, at de har tabt markedsandele af betydelig størrelse de sidste 10 år; fra en tredjedel af markedet til omkring 25 procent, skriver Børsen.
Adskillige købmænd har derfor også tidligere kritiseret KFI for ikke at støtte op om dem, når der var behov for det. Men nu kan flere af dem se frem til en hjælpende hånd og en pose guld, efter Erhvervsstyrelsens afgørelse, som tvinger KFI til at dele ud af godterne.
”Jeg tror, at det her vil være med til at styrke vores konkurrenceevne, og hjælpe med at få udviklet købmændene fremadrettet. Det giver en gejst og en tro på, at det kan lade sig gøre fremadrettet, men derfra til at tro, at det bliver et tag-selv-bord er jeg ikke sikker på,” siger Kennet Berlin, forman for Spar-kæden.