Første strejke nogensinde hos Ryanair uden stor effekt

De tyske piloter har fredag strejket i fire timer, men ifølge tysk medie har det ikke haft den store indvirkning på Ryanairs afgange. Der har dog været forsinkelser - blandt andet på rute til København.

Foto: PAUL FAITH. Ryanair står nu over for den første strejke i selskabets historie. I morgen fredag vil de tyske piloter stoppe arbejdet i fire timer.
Læs mere
Fold sammen

Mellem klokken 05.00 og 09.00 fredag morgen blev der skrevet historie i lavprisselskabet Ryanair. I dette tidsrum valgte 200 piloter i Ryanair nemlig at  strejke som de første i selskabets historie, men ifølge tyske Handelsblatt har strejken ikke haft den store effekt på det irske selskab.

Ifølge Handelsblatt startede adskillige Ryanair-maskiner uden forsinkelser, og i den tyske storlufthavn ved Frankfurt am Main virkede strejken ikke til at have nogen synderlig indvirkning. I Berlin Schönefeld forløb Ryanairs flyvninger også for en stor dels vedkommende uden indskrænkninger, mens en enkelt afgang til Bergamo-lufthavnen i Milano dog var forsinket med fem timer. I den tyske delstat Nordrhein-Westfalen skulle der dog have været flere forsinkelser, blandt andet skulle flyet fra Köln mod København være mere end ti timer forsinket.

»Ni ud af vores 36 førstebølgefly fra Tyskland denne morgen var forsinkede, men der har ikke været nogen aflysninger, og Ryanair forventer at operere alle vores tyskbaserede fly i dag. Vi er taknemmlige over for alle vores Ryanair-piloter for at sætte vores kunder først, og for i store træk at ignorere VC-strejken,« skriver Ryanair her til morgen i en meddelelse.

På trods af, at strejken ikke har haft den helt store effekt på Ryanair, er fagforeningen Vereinigung Cockpit (VC) dog tilfreds.

»Strejkedeltagelsen er absolut tilfredsstillende,« siger VC-talsmand Markus Wahl til Handelsblatt.

De seneste måneder er presset fra Ryanairs piloter øget gevaldigt. Efter en planlægningsfejl, hvor Ryanair måtte aflyse et femcifret antal afgange, har flere piloter benyttet selskabets problemer til at organisere sig og kræve bedre vilkår og retten til at forhandle disse vilkår gennem fagforeninger. En del af Ryanairs piloter i en række lande - herunder Tyskland, Italien og hjemlandet Irland - var klar til at gå i strejke op til jul. Efter i ugevis at have afvist piloterne og deres fagforeninger, meddelte Ryanair i sidste uge, at man var klar til at anerkende fagforeningerne.

»At anerkende fagforeninger vil være en betydelig forandring for Ryanair, men vi har leveret radikale forandringer før,« skrev topchefMichael O'Leary, »At sætte vores kunders behov først og undgå forstyrelser af deres julefly er grunden til, at vi nu vil forhandle med vores piloter gennem anerkende, nationale fagforeningsstrukturer, og vi håber og forventer, at disse strukturer kan og vil blive aftalt med vores piloter tidligt i det nye år.«

Strejken i Tyskland blev udløst, efter Ryanair egentlig havde inviteret VC-fagforeningen til forhandlinger. Ifølge den tyske fagforening afviste Ryanair dog at sidde til bords med to af de fem repræsentanter, og det fik VC til helt at trække sig fra forhandlingerne og varsle fredags-strejken.

»Ryanairs offentlighedsrettede tilbud om at ville forhandle med VC kan kun betegnes som endnu et PR-stunt,« siger chefen for lønforhandlinger i VC, Ingolf Schumacher i pressemeddelelsen. »I VCs historie har der aldrig været et tilfælde, hvor den lønpolitiske autonomi er blevet trådt så meget under foden af en arbejdsgiver, som det er tilfældet nu med Ryanair. Derfor er det klart for VC, at virksomheden ikke er interesseret i et tillidsfuld samarbejde i øjenhøjde.«

I en pressemeddelelse efter strejkevarslen skrev Ryanair, at man stadig gerne vil forhandle med Ryanair-piloter i VC, men at den ene af de udpegede piloter ikke havde arbejdet i Ryanair i 15 måneder, mens en anden har en retssag kørende mod det irske selskab. Selskabet skriver desuden, at man gerne vil mødes med VC igen og forhandle, men at man kun vil mødes med nuværende Ryanair-piloter - assisteret af VC-personale.

»Ryanair undskylder oprigtigt til alle tyske kunder, som er bekymrede og påvirkede af denne truede fire-timers strejke i morgen. Vi håber, at vores tyske piloter vil sætte vores kunders behov først i juleugen. Vi anbefaler alle vores kunder i Tyskland at møde op som de ellers ville i morgen, da vi planlægger at operere alle planlagte flyvninger, og vi vil gøre vores yderste for at minimere forstyrelsen i julerejseplanen for vores tyske kunder,« skrev Robin Kiely fra Ryanair.

Den tyske pilotforening har genoptaget arbejdet, og der er ikke planlagt nye strejker i Tyskland eller nogen af de andre lande, hvor Ryanair for tiden forhandler med sine ansatte.