Første land i verden: Norge slukker for FM-radioen onsdag

Som det første sted i verden sendes der kun digital radio ud. Det har især kostet det norske svar på DR, NRK, lyttere.

Foto: NTB SCANPIX. I Norge er FM-radiosignalet blevet slukket område for område siden januar. 13. december slutter det helt i det nordligste af landet. Arkivfoto: Jan Morten Bjørnbakk, NTB/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Nedtællingen tikker. Om kun et døgn slukker Norge for de sidste FM-radiokanaler, og dermed er alle landsdækkende kanaler i det lange land nu fuldt digitale.

13. december ophører Norges svar på DR, NRK, sammen med P4 og Radio Norge med at sende radiosignaler ud på FM-nettet i Troms og Finnmarken i det nordligste. De to er de sidste fylker - eller regioner -, som dermed skifter fuldt og helt til digital DAB-radio. En for en har de resterende 17 fylker slukket for FM-senderne i løbet af i år.

18 procent hører DAB i Danmark

Det er det første sted i verden, at den gamle, analoge FM-radio udgår. Nordmændene traf beslutningen, fordi 1,9 millioner ifølge analysefirmaet Kantar Media hver dag hører digital radio.

I Danmark foregår omkring 18 procent af al radiolytning på DAB-radioer. Her er ni af de 18 landsdækkende kanalpladser på den kommercielle del af DAB-radionettet nu afsat. DR sender otte kanaler - fra P1 til P8 - ud på DAB til hele Danmark, ligesom 28 regionale radiokanaler er med og kun kan høres i deres lokalområder.

Lige nu kan de danske DAB-kanaler høres i samlet set omkring 81,3 procent af landet - dog ikke i dele af det sydfynske øhav, på Bornholm og i områder af Danmark med mange bakker og dale.

NRK mister mange lyttere

Den digitale radio (DAB) leverer radiosignalerne digitalt. Det giver en bedre lydkvalitet, samtidig med at den enkelte radiokanal »fylder« mindre, når den sendes ud. Dermed bliver der plads til flere radiokanaler, når de er digitale frem for analoge som på FM-nettet.

Lukningen af FM-nettet har dog kunnet mærkes på en helt anden måde for NRK. På et år er lyttertallet faldet med 8,8 procent for den norske statsradiofoni, hvorimod de nye, landsdækkende kanaler, som har kunnet få plads på DAB-sendenettet og dermed blive landsdækkende, har fået flere lyttere.

»Det, at vi går totalt ned, har nok med teknologiskiftet at gøre. Folk må have lidt tid til at skaffe sig nye radioer,« siger radiochef i NRK, Jon Branæs, til dagbladet Dagens Næringsliv.

Han påpeger, at styrkeforholdet mellem NRK og de kommercielle kanaler, som har købt sig ind på det digitale radionet, omtrent er som før, hvor NRK sidder på to tredjedele af radiolytningen.

31 landsdækkende kanaler i Norge

Samlet set er radiolytningen faldet i Norge de seneste år. Direktør i Medietilsynet, Mari Velsand, mener dog, at det mere markante fald i år skyldes skiftet fra FM til digitalradio og dermed kravet om en ny radio, som kan »forstå« de digitale radiosignaler.

NRK på DAB dækker 99,5 procent af den norske befolkning, hvor de kommercielle kanaler dækker lige over 90 procent. I alt er der 31 landsdækkende DAB-kanaler i Norge.

DAB-radiosignalet blev 1. oktober i år ændret til DAB+, som giver plads til flere kanaler på det digitale radionet, som i Danmark stadig kører parallelt med det gamle FM-radionet. Skiftet betød, at de ældste DAB-radioer - op mod 400.000 styk - måtte stige af, fordi de er bygget, før DAB+ blev udtænkt, og derfor ikke forstår de nye signaler.

I Danmark er det selskabet Teracom, som ejes af den svenske stat, som står for det danske radio- og TV-sendenet og ejer de store master, der står rundt omkring i landet.