Første 3D-TV klar i denne uge

Samsung og Panasonic overhaler Sony. Priser på over 16.000 kroner - og meget lidt at se i den tredje dimension.

Japanske Sony er klar med et 3D-Bravia-TV til juni men bliver overhalet indenom af Samsung og Panasonic. Foto: Yuriko Nakao, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har du 16.500 kroner til overs? Så kan du blive ejer af nabolagets første 3D-fjernsyn.

Allerede i denne uge begynder to af de store producenter, Samsung og Panasonic, at sælge fladskærmsfjernsyn med 3D-funktionalitet - så man også får dybden med i billedet. Dog skal man til USA for at være først med på bølgen.

Der skal briller på

Ulempen ved et hurtigt køb er dels, at man skal sidde med mørke spionbriller på for at få den tredimensionelle effekt, dels at der ventes at gå flere år, før teknologien bliver så udbredt, at der produceres film og udsendelser i 3D.

Samsung, der er verdens største TV-producent, rykker ud med to modeller. For de 3.000 dollars (16.500 kroner) får man samtidig to par briller og en 3D-Blu-ray-afspiller.

Nylige biografstorfilm som science fiction-dramaet »Avatar« og genindspilningen af »Alice i Eventyrland« i 3D-udgaver har højnet interessen for at få den tredje dimension med. Og netop film i 3D til også hjemmebiografen skal skubbe de nye fjernsyn ind i stuerne. Samsung vedlægger således en 3D-udgave af filmen »Monsters vs. Aliens«.

Ti procent med 3D

Samsung forventer i USA at sælge tre-fire millioner 3D-fjernsyn i år ud af de forventede 35 millioner TV-apparater med Samsung-mærket på. Analysefirmaet iSuppli Corp. regner dog med et samlet salg på verdensplan på 4,2 millioner 3D-TV-apparater.

Japanske Sony meddelte tirsdag, at de første 3D-fjernsyn vil være i handelen i juni og vil koste fra 3.200 dollars. Sony forventer, at ti procent af alle solgte fjernsyn i næste regnskabsår (fra april) vil være 3D-TV.

Flere TV-producenter har teknologier klar, som kan omsætte almindelige, todimensionelle TV-billeder til 3D, så man kunstigt får dybden med, selv om originalmaterialet ikke er optaget i 3D.