Først kom SAS med alvorlig melding: Nu venter en storm af fyresedler i lufthavnen

Massefyringer er på vej. Stort set alle virksomheder i Københavns Lufthavn overvejer at træde ud af statens lønpakker, således at de har mulighed for at fyre deres ansatte, oplyser DI-direktør. Nu forsøger både ansatte og virksomheder at råbe regeringen op.

Københavns Lufthavn har nærmest været mennesketom under coronakrisen. Lige nu er det en kamp mod uret for at redde stumperne under coronakrisen. Søren Bidstrup

Tusindvis af piloter, kabinepersonale, rengøringsfolk, bagageportører og andet personale, der indtil for få måneder siden havde deres daglige gang i Københavns Lufthavn, kan formentlig snart modtage fyresedler.

Allerede tidligere på ugen kom det frem, at SAS vil træde ud af ordningen om lønkompensation og afskedige op til 1.700 ansatte i Danmark. Men det er ikke kun SAS, der går ned ad den vej.