Først kom Matas, og nu melder flere sig: Virksomheder vil betale lønkompensation tilbage

Flere virksomheder, der har modtaget lønkompensation, vil betale pengene tilbage. Det oplyser Erhvervsstyrelsen, der taler om en »stigende tendens«. Oplysningerne kommer netop som Matas har valgt at tilbagebetale 13 millioner kroner.

(ARKIV) I denne uge meddelte Matas, at de havde modtaget 13 millioner kroner i lønkompensation, som de nu vil betale tilbage til staten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Flere virksomheder ønsker at tilbagebetale de penge, de har modtaget i lønkompensation på grund af coronakrisen.

Det oplyser Erhvervsstyrelsen i kølvandet på, at Matas har besluttet at tilbagebetale de 13 millioner kroner virksomheden havde modtaget i lønkompensation.

Det er stadig uklart, hvor mange virksomheder, der er tale om, eller hvor mange kroner, staten kan forvente at få tilbagebetalt.

»Erhvervsstyrelsen har ikke et samlet overblik over, hvor mange virksomheder, der ønsker at tilbagebetale lønkompensation, men det er styrelsens indtryk, at der er tale om en stigende tendens. Erhvervsstyrelsen er derfor ved at undersøge muligheden for at lave en løsning, der gør det muligt for virksomheder at returnere udbetalt lønkompensation inden den planlagte efterregulering, som først foretages, når ordningen er lukket for nye ansøgninger,« skriver de i et skriftligt svar til Berlingske.

Lige nu er mere end 200.000 lønmodtagere enten sendt hjem eller har været sendt hjem fra arbejdet med delvis løn.

Ordningen for lønkompensation giver en lang række danske virksomheder mulighed for at sende ansatte hjem med løn. Staten dækker 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.

Virksomheder må selv dække resten af lønudgifterne. De forpligter sig også til ikke at fyre deres ansatte.

Matas betaler pengene tilbage

I denne uge meddelte kæden Matas i forbindelse med sin årsrapport, at kæden vil betale de 13 millioner kroner i lønkompensation tilbage til staten.

Matas har ligesom en række andre virksomheder været hårdt ramt af coronakrisen, men senere steg Matas’ omsætning igen. Fra 1. april til 17. maj 2020 voksede salget med over syv procent sammenlignet med året før.

En af hovedårsagerne er onlinesalget på Matas’ hjemmeside matas.dk, der var tre gange så højt som det plejer. Kædens 240 butikker har desuden holdt åbent under hele coronakrisen, da de bl.a. sælger medicin i håndkøb.

»Vi har ikke brug for pengene. Det bliver et værdispørgsmål, og vi mener, at det er bedst, at vi siger tusind tak for det sikkerhedsnet, der blev sendt ud, men at det viste sig, at vi kunne klare os selv. For nogle virksomheder er det liv eller død, om man får den hjælpepakke. For os er det dejligt at vide, at vi selv kan komme gennem krisen,« sagde topchefen i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg til B.T.

Ordningen om lønkompensation står til at slutte 8. juli, men finansminister Nicolai Wammen (S) oplyste på et pressemøde onsdag, at man ville se på at forlænge netop denne ordning.

»Nu er vi i gang med at lukke Danmark op igen, og derfor er det naturligt at se på, hvordan vi bedst kan udfase hjælpepakkerne,« sagde finansminister Nicolai Wammen (S) og fortsatte:

»Regeringens indstilling vil være, at vi vil se på, om der er dele af hjælpepakkerne, det giver mening at have i en længere periode. Det kunne være til august.«

De øvrige hjælpepakker står til at blive udfaset.