Tøjkæden Brdr. Simonsen har haft et turbulent år, men nu ser det ud til, at der er kommet ro på virksomheden.
Tvillingeparret Anders og Christian Simonsen åbnede i 2016 deres første butik under kæden Din Tøjmand, og i 2018 etablerede de tøjkæden Brdr. Simonsen og åbnede en butik i Nørrebro Bycenter.
Men i foråret 2022 gik selskabet konkurs, og aktiverne i konkursboet blev opkøbt af detailprofilen Steen Wøhlk. Senere samme år gik Steen Wøhlk dog pludseligt bort, og tvillingeparret stod igen uden ejer.
Poul Vogelius, som er firmaets revisor og var en god ven af Steen Wøhlk, tog over efter dødsfaldet, og i dag står han i spidsen for kæden i rollen som direktør. Det skriver Finans.
Selskabets regnskaber viser, at regnskabsåret fra april 2022 til og med juni 2023 har budt på et millionoverskud. Bruttofortjenesten ligger på 25,3 millioner kroner, og der er et driftoverskud på 4,7 millioner kroner.
Det giver på bundlinjen et overskud på 3,5 millioner kroner.
Bedre økonomistyring er årsagen til, at selskabet nu klarer sig bedre, peger Poul Vogelius på. Han fortæller, at op til konkursen var der for lidt styr på flere elementer i selskabets økonomi:
»Det har jeg fået lukket af for sammen med Steen Wøhlk. Så i dag har en højere bruttoavance og en bedre styring af marketingbudgettet gjort, at det har været et godt år,« siger Poul Vogelius til Finans. Han tilføjer desuden, at omsætningen i det tidligere setup bestemt var fornuftigt.
Kæden har på nuværende tidspunkt 14 butikker rundt omkring i landet, og Poul Vogelius lover, at flere er på vej.
En ny butik åbner i Helsingør i sidste halvdel af oktober i år, og herefter er det planen at åbne flere butikker i Jylland, lyder det.