Flyveledere har accepteret aftale langt fra deres oprindelige ønsker

De ville have lige så meget i løn som statsminister Mette Frederiksen (S). Men alt tyder på, at flyvelederne er gået med til en aftale, der er langt fra det, som de håbede på. Flytrafikken tegner til at kunne forløbe langt mere stabilt hen over sommeren.

Naviair og flyveledernes fagforening, DATCA, indgik torsdag aften en midlertidig aftale. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flyvelederne er klar til at normalisere driften i de danske lufthavne efter måneder med forsinkelser og aflysninger.

Udefra set virker det til, at flyvelederne er endt med en aftale, der er meget langt fra de oprindelige krav, som de sendte til den statslige flyvetjeneste tilbage i april.