Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Flyselskaberne mener ganske enkelt, at der herskede stærkt bureaukratiske tilstande, da askeskyen satte sine dybe spor i den europæisk lufttrafik i april og maj.
"Bureaukrati er ikke måden at tackle sådanne situationer. Kunderne forventer et højt sikkerhedsniveau, selvfølgelig gør de det, men de forventer også stor fleksibilitet, som giver os muligheden for at levere den service, de forventer," siger Ullrich Schulte-Strathaus, generalsekretær i Association of European Airlines (AEA) til aftenposten.no.
Brev til EU-kommissionen
Flyselskabernes organisation har nu sendt et brev til EU-kommissionens særlige European Aviation Safety Agency and Control, som koordinerer lufttrafikken i Europa.
I brevet giver flyselskaberne udtryk for, at de selv er bedst egnede til at tage beslutningerne i situationer, hvor der skabes deciderede aske-zoner i Vesteuropa.
For at undgå nye kaotiske tilstande mener selskaberne, at de selv og deres piloter skal have lov til at vurdere, hvornår det er forsvarligt at flyve i luft med askekoncentration.
Af brevet til EU-kommissionen fremgår det, at flyselskaberne mener, at modellerne, som blev brugt, da askeskyen hærgede, var ubrugelige.
"Spredningen af asken i luften var baseret på en teoretisk model, men eftersom ingen vidste, hvor meget aske der kom ud fra vulkanen, var modellerne ubrugelige, og de beslutninger, der blev truffet, var derfor fejlagtige," siger Ullrich Schulte-Strathaus til aftenposten.no.
SAS: Eget ansvar
I SAS læner man sig loyalt op ad udmeldingen fra AEA.
"Jeg støtter grundholdningen om, at selskaberne selv skal have ansvaret for risikovurderingen. Det er det samme princip, som når vi flyver i snevejr eller letter fra glatte baner om vinteren," siger Bjørn Granviken, flyvechef i SAS, til aftenposten.no.
Han mener, at det fra myndighedernes side handler om at have et godt regelsæt som udgangspunkt.
"Så kan selskaberne lave interne vurderinger, som danner grundlag for risikovurderingen, før vi så tager de kommercielle beslutninger," siger Bjørn Granviken.
EU-kommissionen og Eurocontrol har også oprettet European Aviation Crisis Coordination Cell (EACCC) for at sikre, at en fremtidig krise i det europæiske luftrum bliver behandlet så gnidningsfrit som muligt.