Flyselskab vil veje passagerer

Det finske flyselskab Finnair har de seneste to dage vejet passagerer på deres vej igennem lufthavnen i Helsinki. Flyselskabet vil finde ud af om deres udregninger af total vægt er korrekte.

Foto: JACKY NAEGELEN. Arkiv: Finnair vil veje passagerer.
Læs mere
Fold sammen

Passagerer har de seneste to dage oplevet, at de bliver bedt om at hoppe på en vægt, når de står ved check-in skranken i lufthavnen i Helsinki.

Og sådan vil det fortsætte, indtil i alt 2.000 personer frivilligt har ladet sig veje inden afgang. Det er ikke en strategi for at trimme flyets samlede vægt. Det handler i stedet om, at Finnair ikke er sikre på, at deres hidtige estimater for flyets samlede vægt passer.

Det skriver BBC.

Estimaterne for flyets samlede vægt er afgørende for sikkerheden ombord og bruges til at regne ud, hvor meget brændstof, der skal til.

»Flyselskaber kender vægten på flyet, på check-in baggagen, men ikke på passagererne,« siger kommunikationsdirektør hos Finnair, Päivyt Tallqvist, til BBC.

Indtil nu har 180 passagerer ifølge BBC hoppet ombord på vægten - frivilligt - men der mangler stadig en del. Virksomheden vil op på 2.000 før de mener, de har et retvisende billede. Finnair bruger ligesom de fleste andre flyselskaber en standard for mænd og kvinders vægt udarbejdet på europæisk plan. Ifølge standarderne vejer mænd i gennemsnit 84,6 kilo, mens kvinder vejer 66,5 kilo og børn under 12 30,7 kilo. Men nu vil Finnair finde ud af, om det faktisk holder.

For ifølge det Europæiske agentur for flysikkerhed gemmer der sig en masse variabler bag standarderne. Eksempelvis vejer mænd, der rejser på førsteklasse ofte mere end mænd, der rejser på Economy-billetter. Derfor prøver Finnair nu at få en masse passagerer op på vægten, så deres udregningerne kan blive mere specifikke for netop Finnair.

Men indvejningerne foregår altså på frivillig basis, hvilket har fået flere til at stille spørgsmålstegn ved, om resultaterne vil være retvisende.

»Vi har indtil videre haft folk af alle former og størrelser på vægten. Vi har haft finske og asiatiske kunder, vi har haft både mænd og kvinder af forskellige størrelser,« siger Tallqvist til BBC.

Selskabet afviser samtidig over for BBC, at man har planer om at gøre forskel på billetpriser afhængig af vægt.