Flying Tigers ejere må til lommerne – får 150 mio. kr. til at fortsætte trods coronakrise

Flying Tiger Copenhagen er hårdt ramt af coronakrisen – nu lægger ejerne en redningsplanke på 150 mio. kr. ud.

Martin Jermiin, topchef i Flying Tiger Copenhagen, har fået 150 mio. kr. samt nye lånefaciliteter i bankerne til at føre den globale butikskæde videre under coronakrisen. Søren Bidstrup

En samlet investorkreds bestående af ledelsen, bestyrelsen, stifter Lennart Lajboschitz og kapitalfonden EQT har tilført den kriseramte butikskæde Flying Tiger Copenhagen 150 mio. kr.

Pengene skal hjælpe kæden igennem coronakrisen og samtidig sikre, at der er midler til at fortsætte med at investere i den omstilling, selskabet var i færd med, da coronaepidemien ramte. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

I meddelelsen oplyser selskabet, at Flying Tiger Copenhagen som andre aktører på detailmarkedet er hårdt ramt af coronakrisen. Virksomheden har måttet lukke 80 procent af sine butikker på verdensplan.

Krisen rammer på et tidspunkt, hvor Flying Tiger Copenhagen var inde i en positiv udvikling. Det årsregnskab for 2019, som er på trapperne, skulle ifølge selskabet vise et løft i driftsindtjeningen (EBITDA) på 50 procent.

Bankerne klar til at låne flere penge ud

Dette er baggrunden for, at ejerkredsen har besluttet at tilføre selskabet ny kapital. Samtidig har bankerne også stillet en ny lånefacilitet til rådighed for selskabet.

»Jeg er stolt af, at selskabet har en ejerkreds, der står sammen og har valgt at tilføre likviditet til virksomheden i en svær tid. Det er en stor tillidserklæring til vores ledelse, der har gjort det fremragende i 2019,« lyder det fra Flying Tiger Copenhagens bestyrelsesformand, Vagn Sørensen, i pressemeddelelsen.

Flying Tiger Copenhagen måtte i slutningen af 2018 skrue ned for den globale ekspansion for i stedet at koncentrere sig om at gøre forretningen mere lønsom. Dette har ført til en omfattende konsolidering og omstilling. Ifølge adm. direktør Martin Jermiin betyder kapitaltilførslen, at den proces ikke kun kan fortsætte, men også speedes op.

»Der er ingen, der ved, hvor længe coronakrisen kommer til at vare, men med ny likviditet er vi godt rustet til at komme gennem krisen, samtidig med at vi investerer i den nye strategi, som vi kan se virker, og som har givet os et solidt 2019 og et endnu bedre udgangspunkt i starten af 2020,« udtaler han.