Flygigant vandt 1. plads efter pizzanat

Stor kamp om ordrerne på den årlige flymesse i Paris, hvor der handles for milliarder og atter milliarder.

Airbus satte torsdag ny rekord med i sidste øjeblik at få en handel til 14 milliarder dollars eller næsten 92 milliarder kroner hjem ved at sælge 110 jetfly til det ungarske Wizz Air. Fold sammen
Læs mere
Foto: PASCAL ROSSIGNOL

Det handler om milliarder, og der handles med milliarder på den store flymesse i Paris i denne uge, hvor den europæiske flyproducent Airbus torsdag satte ny rekord med i sidste øjeblik at få en handel til 14 milliarder dollars eller næsten 92 milliarder kroner hjem ved at sælge 110 jetfly til det ungarske Wizz Air.

Dermed stjal Airbus, der har hovedsæde og produktion i Frankrig, billedet på det store flyshow og lagde luft til de amerikanske Boeing-fabrikker i kampen om, hvem der trak flest ordrer hjem. Sammenlagt kan de to flyproducenter tage billetten hjem med ordrer for mere end 107 milliarder kroner i rejsetasken.

En nat med pizzaer

Airbus har nu nået ordrer for 57 milliarder dollars ved at sælge 421 fly, mens Boeing, der har base i Chicago, har indgået handeler for 50,2 milliarder dollars for 331 fly. Airbus' aftale med Wizz Air om 110 A320neo-fly kom i stand ved et nattelangt møde over pizzaer, kunne Wizz Airs topchef, Jozsef Varadi, afsløre bagefter.

»Jeg kan ikke lide disse flymesser, for hver gang jeg kommer, køber jeg noget,« spøgte han på den hastigt indkaldte pressekonference.

Airbus Groups topchef, Fabrice Brégier, medgav da også om antallet af aftaler, at »det var højere, end jeg personligt forventede«.

Høj dollarkurs påvirker handelen

Sidste år blev der indgået handeler for 115,5 milliarder dollars. Her blev 700 fly solgt. Det skete på Farnborough International Air Show, hvor messen holdes hvert andet år. Den høje dollarkurs påvirker også flyproducenterne.

Flymessen i Le Bourget uden for Paris varer fra 15. til 21. juni.