Flygigant dropper mere end 10.000 afgange

British Airways aflyser tusindvis af afgange – det vidner om en af de mest turbulente flysæsoner.

British Airways dropper mere end 10.000 afgange. John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix

British Airways skærer mere end 10.000 flyvninger fra resten af sommeren og vinteren.

Nedskæringerne skyldes de udvidede begrænsninger af antallet af afrejsende passagerer fra London Heathrow. British Airways har også nedjusteret flyveplanen fra november til marts, sammenlagt flyvninger og tilbudt at ombooke berørte passagerer til andre flyselskaber, lød det mandag i en erklæring.

Det skriver The Wall Street Journal.

British Airways vil skrotte mere end 1.200 indenrigs- og flyvninger i Europa i oktober, svarende til 24 flyvninger om dagen, og yderligere 10.000 flyvninger vil blive aflyst i vintersæsonen. Nedskæringerne svarer til omkring otte procent af British Airways samlede vinterflyveplaner. Det britiske flyselskab har, ligesom andre, kæmpet for at kunne imødekomme en stor rejseefterspørgsel efter en lang periode med restriktioner, ligesom hele luftfartsindustrien har skullet kæmpe for at bringe nok personale tilbage til at kunne mødekomme efterspørgslen. Det har medført en af de mest turbulente flysæsoner i historien, skriver The Wall Street Journal.

I Europa har man været hårdt ramt af aflysninger, forsinkelser, køer og mistet bagage –  og det har ført til forskellige foranstaltninger i branchen, herunder indførslen af passagerlofter i blandt andet London, Frankfurt og Amsterdam.

SAS har aflyst 1.700 afgange i Europa i efteråret. 300 af dem fra Københavns Lufthavn.

Ifølge SAS' pressechef, Alexandra Lindgren Kaoukji, er årsagen blandt andet mangel på disponibelt personale.