Presset vokser på EU-Kommissionen for at få sat et nyt passystem på sommerpause for at løse problemerne med op til fem timer lange køer samt fly, der må lette halvtomme, fordi ikke alle passagerer er nået frem til tiden.
»Vi har nået et kritisk punkt. Flyselskaberne står med halvtomme fly, når gaten lukker, mens passagererne hænger fast i køer ved grænsekontrollen,« skriver brancheorganisationen ACI Europa, som repræsenterer lufthavnene, og Airlines 4 Europa og den internationale luftfartsorganisation IATA, som repræsenterer flyselskaberne, i et fælles brev til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.