Flügger øger eksport til Kina og Polen mens omsætningen falder

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen

Omsætningen i malingkoncernen Flügger faldt i de første tre kvartaler af regnskabsåret 2017/18 i forhold til samme periode sidste år.

På trods af det fastholder selskabet forventningerne til hele regnskabsåret om en omsætning på 1850 mio. kr.

Det fremgår af regnskabet som er offentliggjort torsdag formiddag.

»Forventningerne til koncernomsætningen i 2017/2018 på niveau med sidste år fastholdes, idet salget uden for Skandinavien (Polen, Kina og eksport) har udviklet sig positivt, og hvor primært Polen kompenserer for den reducerede omsætning i Skandinavien,« oplyser ledelsen i sin beretning i regnskabet.

I de tre kvartaler faldt omsætningen i Danmark med 2 pct. og i Sverige og Norge med 4 pct. Uden for Skandinavien voksede salget med 12 pct., og det var især salget til Kina og Polen, der trak op. Den samlede omsætning landede på 1388 mio. kr. mod 1401. mio. kr. året før.

Efterspørgslen på bygningsmaling har i Skandinavien været vigende, og det smitter af på omsætningen på det nordiske marked, forklarer selskabet i regnskabet. Det er selv om, byggeaktiviteten har været høj, lyder det. Men der er ændret i måden, der bliver bygget på, og nogle byggemoduler er præmalede og kræver mindre malerarbejde.

Selskabet forventer at kunne lande en EBIT-margin på 2-3 pct.