FLSmidth vinder ordre på udstyr til indisk cementfabrik

Ingeniørkoncernen FLSmidth har fået en kontrakt hos Larsen & Toubro Limited på design, indkøb og levering af udstyr til en komplet cementproduktionslinje med en kapacitet på 3000 ton om dagen.

FLSmidth vinder ordre på udstyr til indisk cementfabrik Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann

Der bliver tale om en ny fabrik, der skal ligge i Ariyalur - cirka 300 km syd for Chennai i den indiske delstat Tamil Nadu.

Det skriver FLSmidth i en pressemeddelelse - dog uden at nævne de økonomiske detaljer for ordren. Normalt har selskabet dog en politik om, at bindende ordrer med en værdi på mere end 200 mio. kr. offentliggøres som fondsbørsmeddelelser. Dermed er det fair at antage, at ordreværdien i denne omgang er under det beløb.

Ordren skal leveres over de næste 16 måneder og omfatter systemer til kontrol af miljøforurening, vedligeholdelsesteknologi og den danske ingeniørkoncerns egenudviklede automationssystemer.

Kunden til fabrikken er Tamil Nadu Cement Corporation Limited (TANCEM), der ejes af regeringen i Tamil Nadu, og som Larsen & Toubro Limited har indgået en anlægskontrakt med.

»Indien er et vigtigt marked for FLSmidth, og med den forventede vækst og de mange kommende infrastrukturprojekter, der skal understøtte væksten, forventer vi et stigende aktivitetsniveau i Indien over de kommende år, forklarer landechef for FLSmidth i Indien,« Carsten Riisberg Lund, i meddelelsen.